Er det sikkert at rejse til Iran?

NB! Det er i øjeblikket (august 2023) IKKE sikkert at rejse til Iran. Nedenstående er beskrivende for situationen, som den var inden september 2022.

Det er ofte det første spørgsmål folk stiller os, når de hører, at vi laver rejser til Iran. Og til det kan vi med sikkerhed i stemmen svare: “Ja, det er sikkert at rejse til Iran”. Den politiske uro, man ofte hører om i medierne, mærker man intet til, når man besøger landet som turist. 

Hos Panorama Travel har vi haft Iran på programmet fra dag 1, og vi har på vores utallige grupperejser og individuelle ture aldrig oplevet nogen form for kriminalitet eller trusler, og det er særdeles sikkert at færdes på gaden.

Iranerne er venlige og nysgerrige og vil så utrolig gerne i kontakt. De er vel vidende om Irans blakkede ry, og de gør hvad de kan for at ændre på det billede, når de møder os med åbne arme.