Tekst & foto: © Ellen Bangsbo – rejseleder på Panorama Travels rejser til Tibet og Kina
(Tidligere trykt i “Tibet” nr. 77, årgang 26, efterår/vinter 2010)
Fremtiden for Tibet
Når man taler om Tibet, skal man være opmærksom på, at hele det tibetansk-etniske område dækker et langt større areal end det nuværende Tibet (TAR). Der bor cirka 6 millioner tibetanere i Kina, men heraf bor kun 2,8 millioner tibetanere i selve Tibet (TAR). Over halvdelen af alle tibetanere i Kina er således bosat i provinserne Qinghai, Sichuan, Gansu og Yunnan. Det er derfor mere korrekt at benævne tibetanere i Kina som bosat på Det Tibetanske Plateau.
Mange tibetanske børn og unge, der i dag er bosat i Tibet og på det tibetanske plateau lever i lokalsamfund, der er i hastig vækst, og hvor der i udviklingens navn sker meget store sociale og kulturelle forandringer, hvilket ofte indebærer at deres forældres oprindelige viden og erfaring ikke længere er de mest efterspurgte kvalifikationer. Dette er specielt aktuelt for de tibetanere, der er bosatte uden for byerne såsom størstedelen af den tibetanske befolkning på det tibetanske plateau. De højtbeliggende områder på Himalayaplateauet på mellem 3.500 til 4.300 meter kan ikke opdyrkes, og her har tibetanske nomader igennem århundreder levet med traditionel hyrdedrift af yakokser og får. Hverdagsliv i disse områder står i stærk kontrast til bylivet i Kinas østlige provinser. I landområderne er analfabetisme og arbejdsløshed blandt tibetanere udpræget.
Mange tibetanske forældre har nu indset, at skolegang og uddannelse er nødvendig for, at deres børn skal kunne finde arbejde. I det sidste årti har man kunnet opleve små velfungerende landsbyskoler, men disse mindre skoler er ikke længere tilladte, og er nu på myndighedernes direktiv flyttet til de mindre byer. For børn der bor i fjerne og højtbeliggende områder er skolegang fra 1.- 5. klasse blevet mindre til gængeligt. For at komme i skole er disse børn nu nødt til at bo på kostskoler fjernt fra deres lokalsamfund og familie. Der findes stadig buddhistiske klosterskoler, der fungerer delvist som uddannelsesinstitutioner, og hvor klostrene tidligere udelukkende underviste i buddhistisk filosofi, har mange klostre nu indført undervisning i sekulære fag for novicer.
En livsform med hyrdedrift i denne del af verden er krævende og barsk, og de færreste unge ønsker at følge i deres forældres fodspor som enten nomadehyrde eller landmand. De unge ønsker at uddanne sig, og få et godt arbejde. Unge tibetanere, der ønsker en højere uddannelse, er ofte nødsaget til at indskrive sig ved skoler beliggende langt væk fra lokalsamfundet, undertiden i fjerntliggende storbyer som Beijing og Shanghai. Hvis tibetanere skal kunne følge med moderniseringen og få gavn af den økonomiske udvikling, skal de kunne kinesisk, men de skal selvfølgelige også lære tibetansk, og nu tillige engelsk. Med indlæring af tre forskellige skriftsystemer er det store sproglige udfordringer de står overfor. Infrastrukturen bliver stadig bedre på det tibetanske plateau, så man kan kun håbe, at dette i en ikke fjern fremtid kan medvirke til. at tibetanske børn og unge kan fuldføre deres skolegang og uddannelse ikke alt for fjernt fra deres nærmiljø.
GALLERI
Tip! Klik på et af billederne for at vise galleriet i større format.
Panorama Travel ApS
Mail: kontakt@panoramatravel.dk
Tlf.: +45 7070 7316
c/o Ravnholt Gods
Ravnholtvej 57
5853 Ørbæk, Danmark
Sydbank 6845-0002194605
IBAN-nr.: DK5868450002194605
SWIFT-kode: SYBKDK22
CVR-nr.: 37413399