Tibetansk nomadeliv i forandring

Status for de tibetanske nomader

Hele det tibetansk-etniske område dækker et langt større areal end det nuværende Tibet (Tibets Autonome Region). Der bor ca. 5,8 millioner tibetanere i Kina, men heraf bor kun 2,7 millioner i selve Tibet. Over halvdelen af alle tibetanere i Kina er bosat i provinserne Qinghai, Sichuan, Gansu og Yunnan. De højtbeliggende områder på Himalayaplateauet på mellem 3.500 til 4.300 m kan ikke opdyrkes, og tibetanske nomader har igennem århundreder levet her med traditionel hyrdedrift af yakokser og får. Disse højtliggende områder anses ikke som attraktive for det voksende antal han-kinesere, der i tiltagende grad migrerer til de mindre befolkede områder i det vestlige Kina. Hverdagslivet i disse områder står i stærk kontrast til bylivet i Kinas østlige provinser. Her, helt ude på landet, lever mange tibetanere stadig af den traditionelle hyrdedrift og benytter traditionelle husholdsarbejdsmetoder. Analfabetisme og arbejdsløsheden er udpræget, og selvom lokale tibetanere har svært ved at følge udviklingen med hensyn til at finde arbejde, så har de uden problemer indpasset brugen af den moderne teknik samt statussymboler, som de på helt naturlig vis anser for passende i deres hverdag. Det er ikke et særsyn at se tibetanere bosat på græssteppen bruge TV-apparater, nydeligt installeret i et af de sorte nomadetelte, vævet af groftspundet yakokseuld. Brugen af motorcykler er tiltagende, og mobiltelefoner og solfangere bruges overalt.

Tibetansk buddhisme er en stærk og synlig komponent i den tibetanske hverdag, og tibetanske munke er synlige i landskabet og i gadebilledet. Hvor klostrene ikke længere har indtægter som jordbesiddere, forsøger de i stedet at få en indkomst ved, at nogle munke kører taxakørsel, eller at klostret har anlagt en benzintank, hvor munkene servicerer kunderne.

Det “frie” liv på steppen værdsættes ikke af myndighederne, og de sidste års krav om påtvungen indhegning af græsningsarealer har skabt splid og har medvirket til, at mange tibetanske nomader er blevet klar over, at deres traditionelle livsform i fremtiden ikke længere vil være en stabil levevej. Myndigheder påskynder til, at nomader bliver bofaste, hvilket de fleste nomader også gerne vil – i det mindste i vintermånederne. Mange forældre erkender, at skolegang og uddannelse er nødvendig for, at deres børn skal kunne finde arbejde, og på privat initiativ fra lokale tibetanere ser man små skoler skyde op selv i de fjernest beliggende egne. En livsform med hyrdedrift i denne del af verden er krævende og barsk, og de færreste unge ønsker at følge i deres forældres fodspor. Det fornemmes derfor, at livsformen som tibetansk nomade er en identitet, der ganske vist fremhæves med stolthed, men som ikke længere betragtes som attraktiv.