Byrundtur 1 i Isfahan: Emam-pladsen og basaren (med guide)
Orientens Perle kaldes Esfahan, som går for at være en af verdens smukkeste. Isfahan, som er byens danske navn, er for mange rejsende det absolutte højdepunkt i Iran. Shah Abbas I gjorde i 1598 Isfahan til sin hovedstad, og det er fra denne tid, at de smukkeste bygningsværker stammer. Byen er et sandt overflødighedshorn af mesterværker indenfor islamisk arkitektur. Den blev beskrevet i poetiske vendinger, der er så kendetegnende for iransk kultur: “Esfahan nesf-e Jahan” (Isfahan er den halve verden), og byen har længe tiltrukket rejsende fra hele verden. Det er her man virkelig kan sætte pris på den persiske arvs sande skønhed. Byens hjerte er Imam-pladsen, der oprindelig blev bygget som en kongelig polobane, og iranerne hævder, at polo stammer fra Persien. Pladsen er 508 meter lang og 160 meter bred og dermed et af de største og fineste offentlige rum i verden. Den summer af liv døgnet rundt takket være parkområdet og arkaderne med basaren, som omgiver pladsen. Man kan let tilbringe mange timer her. Basaren selv indfanger atmosfæren af det gamle Persien, og udfordrer alle sanser: duften af eksotiske krydderier, klangen af smede i arbejde og invitationer fra sælgerne, som serverer te, mens de fremviser deres tæpper eller kunsthåndværk.
Efter morgenmaden hentes i af guiden på hotellet. Hele dagen er afsat til at udforske seværdighederne omkring pladsen: Imam-og Sheikh Lotfollah-moskeerne samt Ali Qapu-paladset. I introduceres også basaren, som er blandt verdens fineste.
Imam-moskeen blev bygget i årene 1611-29 og er overdådigt pyntet med fliser i blå, turkise og grønne nuancer. Den er kulminationen på næsten 1.000 års islamisk kunst og arkitektur og blev Isfahans centrale sted for bøn og islamisk læring.
Sheikh Lotfollah-moskeen fra 1619 er opkaldt efter en libanesisk sheik. Den er meget mindre men fantastisk smukt dekoreret. Oprindelig var den shahens private moske, og derfor er den uden minaretter. En underjordisk gang siges at føre fra paladset til moskeen på den anden side af pladsen, så shahen og hans koner ubemærket kunne besøge moskeen.
Ali Qapu-paladset ligger på den vestlige side af Imam-pladsen og har været under restaurering i mange år. Arbejdet er nu ved at være færdigt, og særligt paladsets interiør fremstår utrolig flot. Ali Qapu var hovedsagelig sæde for regeringen under safaviderne i 1600-tallet. Fra balkonen kunne shahen og hans familie observere det daglige liv i byen og nyde polokampe, som afholdtes på pladsen. Rummene i det syv-etagers palads er vidunderligt dekoreret med fine udskæringer, vægmalerier og mosaikker; musikrummet på øverste etage er et mesterværk.
I besøger også et lille udvalg af fine værksteder omkring pladsen afhængig af jeres interesser. Det kan fx være værksteder for miniature-arbejde og tekstiltryk eller en tæppeforretning.
Resten af eftermiddagen er på egen hånd, og i vender selv tilbage til hotellet, når i har lyst, Om aftenen kan i gå eller tage en taxa til de smukt oplyste broer, som fører over Zayandeh-floden. Det anbefales også at vende tilbage til Emam-pladsen og se de oplyste bygninger.
Overnatning på hotel i Isfahan.