Søren Bonde
Søren Bonde
Søren er direktør og stifter af Panorama Travel. Han er idéudvikler og producent primært på kulturrejser og ekspeditioner og ansvarlig for firmaets daglige drift. Søren er uddannet cand.mag. i musiketnologi, men det var særligt studier i historie og etnologi, som efterhånden optog ham mest. Han har mange års erfaring fra rejsebranchen og som rejseleder. Han har rejst jorden rundt siden han var 21 år og har besøgt mange steder, hvor de færreste turister når ud. Det er blevet til et omfattende rejse-cv med besøg i snart 100 lande, og flere nye kommer til hvert år.
Sørens forkærlighed for stammefolk, besynderlige ritualer og ekstreme livsvilkår har ført til møder med mennesker, som lever på en helt anden måde end han selv. Det har givet mange lokale kontakter og unikke oplevelser, som han prøver at genskabe i Panorama Travels rejseprogrammer under mere komfortable og trygge forhold. Derudover har han et indgående kendskab til Iran og til landene langs Silkevejen (Centralasien, Iran, Pakistan), Afrika, Sydamerika, og han har stor interesse for alle områder, hvor oprindelige folk stadig lever. Spændende kulturhistorie og svær geografi altid har været hans foretrukne rejsemål.
Søren foretrækker at gå i dybden med rejsemålene. Således besøger han årligt Iran og landene i Centralasien, og også Mellem- og Sydamerika samt Afrikas Horn er områder, som Søren til stadighed vender tilbage til. Han holder adskillige eventyrlige og kulturelle foredrag landet over og underviser desuden fra tid til anden i kulturhistoriske emner såsom Iran, Silkevejen og Peru på folkeuniversiteterne i København, Odense, Kolding og Aalborg.
Rasmus Sebastian Nielsen
Rasmus Sebastian Nielsen
Rasmus er uddannet biolog (Cand. Scient.) og er medstifter (2016) og medejer af Panorama Travel, hvor han har arbejdet med udvikling og implementering af virksomhedens naturrejser, økonomi, markedsføring og kommunikation.
Rasmus trådte 1. maj 2024 ud af virksomhedens daglige drift for at starte et nyt kapitel som Administrerende Direktør for Givskud Zoo – ZOOTOPIA, en af Danmarks største zoologiske attraktioner. Rasmus har bevaret sine interesser i Panorama Travel og bistår med strategisk sparring for virksomheden og som rejseleder.
Rasmus har de sidste 15 år ledet utallige grupperejser til store dele af verden. Alle rejser har haft et stort fokus på natur og kulturer, der er tæt forbundet med naturen. Han har besøgt over 65 lande, og hvert år tilføjes nye destinationer til hans rejse-CV.
Gennem sin store interesse for naturen og faglige baggrund i biologien har Rasmus fået mange helt unikke naturoplevelser, fx blandt gorillaer i Uganda, kolibrier i Ecuadors tågeregnskov, lemurer i Madagaskar eller hvaler ud for Sri Lankas kyst.
Fascinationen for indfødte stammers forståelse af og samhørighed med naturen har ligeledes altid fyldt meget hos Rasmus, og alt dette vil han fortsat forsøge at give videre til Panorama Travels gæster.
Christian Posch
Christian Posch
Christian Posch er siden 1. marts 2024 indtrådt som en fast del af Panorama Travel både som partner og i den daglige drift af virksomheden. Her beskæftiger han sig primært med naturrejser i Afrika og Sydamerika. Christian er uddannet dyrepasser og har de sidste ti år arbejdet i forskellige Zoo’s – ikke mindst København Zoo, hvor han var faglig koordinator for Tropehuset og dyrepasser i fugleafdelingen.
Christian kommer fra et multikulturelt hjem, og måske netop derfor har han altid elsket at rejse og opleve andre kulturer og gå på opdagelse i ukendt natur – både over og under havets overflade. Christian har ad flere omgange både boet og opholdt sig i længere perioder i udlandet. Blandt andet har han arbejdet som kvægdriver på flere australske gårde, kørt New Zealands veje tynde og været dybt inde i Ecuadors regnskov.
Christian er en dygtig og vant formidler, der møder folk i øjenhøjde, når han levende fortæller om dyr og natur og lader sin begejstring smitte af.
Per Nikolaj Bukh
Per Nikolaj Bukh
Per Nikolaj Bukh (www.pnbukh.com) er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, hvor han beskæftiger sig med økonomistyring og strategi. Per Nikolaj har medvirket ved udvikling af nye økonomistyrings- og ledelsesmodeller samt strategier i et stort antal virksomheder og har udgivet omkring 20 bøger og mere end 300 artikler. Herudover har han været bestyrelsesmedlem i både ejerledede, offentlige og børsnoterede virksomheder.
Per Nikolaj bidrager i advisory boardet med særlig indsigt i økonomiske styring og strategi samt ekspertise i governance og corporate sustainability. Han er innovativt tænkende, ser nye forretningsmuligheder og -modeller på tværs at sektorer og brancher, samtidig med at han fokuserer på fakta og kommercielle potentialer.
Sammen med familien har Per Nikolaj været på krydstogter ved Antarktis, Middelhavet og Caribien, sejlet igennem Nordvestpassagen og besøgt spændende rejsemål som Galapagos, Seychellerne og Mauritius. Han er en ivrig vandrer og er især begejstret for ferier, hvor der er mulighed for at se dagsommerfugle og havpattedyr.
Miriam Hindsgaul
Miriam Hindsgaul
Miriam Hindsgaul er selvstændig PR- og kommunikationskonsulent i Hindsgaul Kommunikation, hvor hun hjælper en række kunder med strategisk og praktisk eksekvering inden for kommunikation, presse og sociale medier.
Som advisory board-medlem i Panorama Travel bidrager hun med sparring, så endnu flere rejse- og eventyrlystne gæster får øjnene op for Panorama Travels unikke og særprægede udbud af såvel skræddersyede rejser som grupperejser til eksotiske og atypiske destinationer.
Miriam Hindsgaul er selv en passioneret rejsende, og har senest besøgt flere områder på den kenyanske savanne samt dykket ud for Chale Island. Tidligere rejsemål tæller desuden dykning med tyrehajer ud for Yucutan-halvøen samt grottedyk i Mexico, fossiljagt på den amerikanske prærie, vandring til toppen af Mount Fuji i Japan, samt diverse stor- og småbyer i Europa, USA og Asien.
Fordele ved Panorama Travel
Hvorfor rejse med os?
Det kan være svært at sammenligne rejseprogrammer – også selvom de går til den samme destination og har nogenlunde samme indhold. Ikke alle bureauer specificerer præcis hvad, der indgår i pakkerejsens samlede pris. Der kan være tale om forskellige kategorier af hoteller og med forskellig beliggenhed. Hos Panorama Travel bestræber vi os på at finde stemningsfulde, mindre hoteller med god beliggenhed i forhold til programmet. Derfor går vi konsekvent uden om store kædehoteller, der ganske vist kan være bekvemme og billigere, men som er uden sjæl og særpræg.
Også maden er vigtig for de fleste og bidrager væsentlig til det samlede indtryk af pakkerejser. Er det med helpension, halvpension eller kun med morgenmaden inkluderet? Spiser vi aftensmad på hotellet eller på en lokal restaurant? Personligt foretrækker vi det sidste, men som gæst på en rejse med Panorama Travel har du begge muligheder. Er du træt eller trænger til en lille pause fra gruppen, kan du spise på hotellet. Ellers kan du følge med gruppen, og rejselederen finder i samarbejde med lokalguiden en charmerende restaurant, hvor vi afslutter dagen på en hyggelig måde. Oftest er halvpension inkluderet, og vores rejseledere anstrenger sig for at skabe variation i menuen samt tage hensyn til særlige behov; er du vegetar eller allergiker, tager vi højde for det.
Visum hører med til rejseforberedelsen på mange destinationer – fx til Iran. Her oplyser nogle bureauer, at visum søges ved ankomst. Det lyder jo nemt og bekvemt. Men vores erfaring viser, at man kan vente i timevis midt om natten på at få sit visum. Det synes vi er en dårlig start på en ferie, og derfor hjælper vi vores gæster med at søge visum til deres pakkerejser inden afrejse.
Store oplevelser i de små ting
Vores rejser
Vi arbejder ud fra fire rejsekategorier – kulturrejser, natur og safarirejser, ekspeditionsrejser og eksklusive rejser. Dette er blot for at tydeliggøre, hvor rejsens fokus ligger. Det er klart, at en kulturrejse også vil indeholde naturoplevelser og omvendt. Til kategorien ”Ekspedition” hører helt unikke rejser til svært tilgængelige områder. Ofte vil det være en pionerrejse, som er mere anstrengende og kræver spejderånd. Man skal også være opmærksom på, at der kan være langt til hospitalet. Komforten er begrænset, og alle detaljer i dagsprogrammet kan pga. lokale forhold ikke garanteres. Pionerrejserne ledes altid af meget erfarne rejseledere, der forstår at klare næsten alle tænkelige situationer.
Hos Panorama Travel forsøger vi at være innovative og tilrettelægge rejser, der ikke kun fokuserer på de store seværdigheder men også kommer tæt på befolkningen og dyrelivet gennem vores rundrejser og aktive rejser. Det kan være en festival, besøg hos en familie eller et støtteprojekt, vinsmagning, madlavning eller andet, der skaber variation i programmet. Ofte oplever vi, at det netop er den slags oplevelser, der gør det største indtryk på vores gæster.
Vi bestræber os desuden på at inkorporere et aktivt element på grupperejserne, da vi oplever at mange efterspørger dette. Det gør vi gennem fleksible dagsprogrammer, således at enkelte dage kan indeholde en lettere vandring, ridning, rafting eller noget helt fjerde for de, der har lyst og mulighed, mens resten af gruppen tilbydes et alternativ. På den måde kan vi skræddersy vores pakkerejser til vores kunders behov.
Vi lægger også et stort arbejde i at tilrettelægge vores rejser, så vi undgår unødig meget kørsel. Med andre ord kører vi ikke otte timer i bus for at komme ud til en seværdighed, medmindre vi vurderer, at den er det værd. Vi holder os helst på landjorden, for man ser nu engang mest fra bilen, bussen eller toget. Men ind imellem er det nødvendigt med en indenrigsflyvning for at undgå meget lange køreture og for at få programmet til at hænge sammen.
Panorama Travel lægger vægt på, at der er luft i programmet, og at det ikke er overfyldt med aktiviteter. Uanset hvor mange seværdigheder vi sætter på programmet, kan vi ikke få alt med på en rejse. Særlig på de længere grupperejser er der behov for tid på egen hånd, mens indtrykkene bundfælder sig. Den bedste rejse er sjældent den, der har mest på programmet.
Visionen har fra den spæde start været at tage ud hvor andre rejseselskaber sjældent kommer, for at give en oplevelse ud over alle grænser. Mange af vores rejser er til steder hvor vores rejseledere har en stor viden og mange bekendtskaber. På enkelte rejser kommer vi ud til stammefolk og nomader, hvor den moderne verden ikke er nået ud endnu.
Vi vil gerne kunne gøre en forskel i lokalområderne og sikre at vi har en ansvarlig turisme, som har en så lille påvirkning som muligt, både på naturen og kulturen. Når du rejser med os, vil du være med til at hjælpe lokalsamfundet, naturen eller et andet godt formål.
Vi arbejder på at finde et lokalt forankret støtteprojekt på alle vores rejser, for at sikre at vi kan rejse med god samvittighed, velvidende at vi i fællesskab med dig, gør en forskel.
Du kan læse mere om hvordan vi arbejder med bæredygtige rejser.
Det handler om tillid
Samarbejdspartnere
Givskud Zoo, Randers Regnskov, Zoo Central, Aalborg Zoo, Odense Zoo, Vagabonde.dk, Rejsrejsrejs, Centralasiatisk Selskab, Det Danske Afrikaselskab, De Berejstes Klub, Eventyrernes Klub, De Kvindelige Eventyreres Klub, Café Globen, Geografforbundet, Rejseklinikken, Folkeuniversiteterne i København, Odense, Kolding, Sønderborg og Aalborg.
Lidt for enhver smag
Hotelkategorier
Hos Panorama Travel har vi opdelt hotellerne i tre kategorier: Standard, Ekstra og Budget. Langt de fleste af vores grupperejser med rejseleder er baseret på Standard, og nogle er baseret på Ekstra. Budget er et tilbud til dem, der rejser alene, med familie eller venner, og som ønsker en lavere hotelstandard.
Kategorierne er Panorama Travels bedømmelse baseret på vores erfaringer og skal ikke forveksles med hotellernes eget stjernesystem, der ofte ikke helt stemmer overens med virkeligheden.
Vores bedømmelser er en vurdering af helhedsindtrykket, hvor vi ud over komfort og faciliteter i høj grad inddrager atmosfære, charme og beliggenhed. Vi undgår konsekvent store kædehoteller, hvor det er muligt.
Standard
Som navnet indikerer, er dette vores primære kategori. Det er gode og hyggelige turistklassehoteller med faciliteter, som dækker de flestes behov. Hotellerne klassificerer sig ofte med tre stjerner, nogle gange fire. Vi lægger vægt på lokal atmosfære, charme og beliggenhed, hvor det er muligt. Standard dækker også over andre former for indkvartering end hoteller. Det kan være gæstehuse, private hjem (home-stays), safari-camps eller jurter. Hvis ikke tre stjerner er tilgængeligt på destinationen, vælger vi den bedst mulige standard. Det vil altid fremgå af programmet, hvor du skal bo.
Ekstra
Prioriterer du øget komfort og flere faciliteter, bør du vælge denne kategori. Her indgår firestjernede hoteller (evt. femstjernede), og man kan generelt forvente et højere serviceniveau.
Budget
Vores billigste kategori, der kan beskrives som ”opgraderet backpackerstil”. Hotellerne er som oftest enkle men med rimelige faciliteter og eget bad og toilet. De er rene (modsat mange backpacker-steder), og sikkerheden er i orden. Vi kan også arrangere deciderede backpacker-løsninger, hvis det er dit ønske.
Du når lidt mere…
Små grupper, store oplevelser
Gruppestørrelsen er helt afgørende for rejseoplevelsen. Hos Panorama Travel mener vi, at man får den bedste oplevelse ved at rejse i små grupper – ikke mindst på destinationer, hvor man ikke er vant til turister. Vi har selv prøvet at lede både små og store grupper på en lang række destinationer og er ikke i tvivl om, hvad gæsterne foretrækker.
Derfor har vi en af branchens allermindste gruppestørrelser på typisk 9 til 15 personer, og på visse destinationer kan deltagerantallet være endnu mindre. Vores små grupper betyder, at der er en stor chance for, at rejserne rent faktisk bliver til noget. Det betyder også væsentligt mindre vente- og spildtid ved tjek-ind, på restauranter, fotostop og toiletbesøg. Du når ganske enkelt lidt mere, når du rejser på grupperejser med Panorama Travel, og rejselederen har bedre tid til at tage sig af den enkeltes behov. I visse tilfælde kan det medføre, at en grupperejse med os bliver en anelse dyrere, men vi mener, at det er kvalitet for pengene.
Rejser for alle
Solo, par, familie, venner
Panorama Travel tilbyder også rejser for dem, der ønsker at rejse alene, som par, med familie eller venner. En let løsning er at tage udgangspunkt i en af vores grupperejser, som så tilpasses dit/jeres specifikke behov. Her følger du i store træk det samme velafprøvede program, men er mere fleksibel og selvstændig. Ofte vil det give dig lidt bedre tid undervejs, da du ikke skal tage hensyn til en gruppe. Du har en række valgmuligheder – fx chauffør, guide, hotelstandard, rute, indhold. Desuden vælger du selv, hvornår du vil rejse.
Du kan også få din helt egen skræddersyede rejse. Her er mulighederne uendelige, og det er dig, der bestemmer. Det endelige program vil være nyt, men du rådgives selvfølgelig af vores erfarne rejseeksperter om rejsens udformning. Sidder du med idéer og ønske om en særlig rejse, som du ikke finder beskrevet nogen steder, hjælper vi også gerne med det. Vi har mange kontakter rundt omkring i verden og har besøgt mange steder, som de færreste rejsende når ud til. Intet er for specielt for os, og vi tager gerne imod en udfordring!