Panorama Travels “jomfrurejse” gik over al forventning!
Søren er for nylig vendt hjem med Panorama Travels første gruppe fra Usbekistan, Turkmenistan og Iran. Temaet var ørkenen med dens fantastiske landskaber og mødet med de mennesker, der bebor den. Undervejs så vi storslåede ørkenborge og smukke karavanebyer – og meget få turister. Det var en pionérrejse, der henvendte sig til dem, der gerne vil have noget helt ud over det sædvanlige. Og det fik de, hvis man spørger Lissa og John, der var med på rejsen:
“TUSIND TUSIND TAK for en fantastisk rejse! Det har for os begge, oprigtigt talt, været en oplevelse for livet – som vi vil have med os i hjertet altid. Vi er ydmyge og dybt taknemmelige for din evne, lyst, vilje, tillid og tålmodighed til at dele den verden du normalt oplever og færdes i på egen hånd med en flok amatører som os. Tænk, at vi skulle få lov, som en slags pionerer, at opleve at rejse hundredevis af kilometer i øde og afsides områder under autentiske forhold i levende, økologiske og dynamiske samfund. Det var helt igennem fantastisk og samtidigt et kæmpe privilegium, at det var helt uden andre turister som vidner.
At opleve en gammel kone stolt invitere indenfor i sit lille lavloftede og gasopvarmede rum uden vinduer eller lys. At se hende glad fremvise sit livs opsamlede habengut stablet op på gulvet og op ad væggene.
At se, men også få lov at holde en lille sammensnørret baby – med fingersprog at kommunikere om brysternæring og opleve den kvindelige samhørighed uanset kultur.
At opleve på en morgengåtur at blive inviteret indenfor til the hos en uforberedt familie. Skulle vi sige ja eller nej tak? Vi takkede i vores nysgerrighed ja. Der var ikke ryddet op, og kone og børn måtte uanende føje sig og stille sig til rådighed. En stor stak brød blev hentet i en stofbylt og varm the. Vi kommunikerede med fingersprog og smil. Få minutter efter blev manden hentet af en kollega, fordi de skulle på arbejde. Vi brød op og tænkte ” Whau… det var vel nok meget ståhej for så kort tid”.
At opleve en imødekommenhed fra mennesker der alle virkede gæstfrie, glade og tilfredse og som tilsyneladende lever i fred – de har det de har behov for – hverken mere eller mindre.
Jeg tog en beslutning derude i Lut-ørkenen. En beslutning om at forsøge at gøre mig uafhængig af et efterhånden accelererende materielt forbrug.
I det hele taget sugede vi til os. Der var fantastiske højdepunkter som søndagsmarkedet i Khiva. Kunstmuseet – ‘Ørkenens Louvre’. Turkmenistans nordlige fattige byer og samfund. De smukke velklædte kvinder. Den manglende infrastruktur og de hullede veje. Gaskrateret. Crazy Ashkhabad. Grænseovergange. Emsige kropsvisiteringer. Safranmarkedet og dets stolte liv. Helligdommen i Mashad ved nattetide med alt dens liv og engagement. Venlig interesse for os og vore værdier. Spisning hos lokale. At sove hos lokale og opleve deres hjem, børn og dyrehold. Den evindelige ørken, ja… vi kunne blive ved og ved.”
