Gradering – vandring, trekking og cykling
Sværhedsgraden varierer på vores vandreferier og cykelture. Vi har lavet en graderingsskala for at du bedre kan vurdere, om en rejse passer til dit niveau. Skalaen går fra 1-5, hvor 5 er det mest anstrengende og udfordrende. Den er selvfølgelig kun vejledende, og andre parametre og forudsætninger såsom erfaring og vind og vejr kan gøre en forskel på, hvor anstrengende en rejse opfattes. Men graderingsskalaen kan give et godt fingerpeg om sværhedsgraden på de vandreture, trekking- og cykelrejser vi arrangerer.
Sværhedsgrader – vandring og trekking
Grad 1
Den letteste grad, som fx kan være små vandreture som en del af programmet på en kulturrejse. Vandring på typisk 2-3 timer som maksimum. Vandrestøvler er ikke nødvendige, og man kan nøjes med fornuftigt fodtøj, da det er bymiljø eller gode stier, som man vandrer på.
Grad 2
Dette er den næstletteste gradering. Sværhedsgraden er under middel, og vandringerne er typisk af en varighed på mellem 3-5 timer på gode stier. Visse dage kan være lidt længere. Højden kan komme op mod 3500 meter. Denne sværhedsgrad er passende til familier med børn. Gode vandresko eller lettere vandrestøvler anbefales.
Grad 3
Den lidt lettere middelgrad, som fx kan være vandring eller trekking i højere bjergegne. Dagene er lidt længere end på grad 2 – typisk 6-8 timer, og højder over 3500 meter kan forekomme. Alle i normal fysisk form kan stadig være med her. Men har man fx dårlige knæ eller et svagt hjerte bør man gå en grad ned. Gode vandrestøvler, som støtter anklerne, er nødvendige.
Grad 4
I den øvre middelgrad er det en fordel at være i lidt bedre form for at få det maksimale ud af turen, men de fleste kan være med her. Grad 4 indebærer typisk trekkingdage af 6-8 timers varighed og ofte med en pasovergang eller top undervejs. Det kræver en lidt bedre kondition og udholdenhed end grad 3, da nogle dage kan komme op over 8 timer afhængig af kondition og tempo. Her kan også forekomme større temperaturforskelle på grund af højderne, men det er stadig vandring og ikke bestigning, og ingen specialudstyr er påkrævet.
Grad 5
Dette vil typisk være enkeltstående topdage. Der er stadig ikke tale om bjergbestigning, men der kan være dage, hvor specialudstyr er påkrævet (udleveres på destinationen). Der vil være lange og anstrengende dage i bjergene, som naturligvis belønnes med fantastiske udsigter! Gode vandrestøvler er nødvendige, da terrænet kan være ujævnt og vanskeligt.