1001 nats eventyr i Iran

“Jamen… Er det ikke farligt at rejse til Iran?” Det var den reaktion jeg fik fra venner og bekendte, når jeg begejstret fortalte hvortil min næste rejse skulle gå. Fordommene er mange, og de danner et negativt indtryk af Iran og den venlige befolkning. Reaktionen irriterede mig, for jeg glædede mig til min forestående rejse. Derfor sagde jeg hellere, at jeg skulle til Persien. Hermed blev “det farlige” mindre farligt og billederne af islamistiske fundamentalister og kvinder indhyllet i burka, forvandledes til forestillingen om et land fyldt med poesi, eventyr og skønhed.

Tekst & foto: Anna le Dous

Inspiration til rejsen havde jeg fået via mit medlemskab af De Berejstes Klub. For to år siden deltog jeg i en grupperejse til Kirgisistan arrangeret af et af klubbens medlemmer, som i mellemtiden har åbnet rejsebureauet Panorama Travel, der blandt andet er specialiseret i rejser til Centralasien og Iran. Personlige kontakter er guld værd, når man som jeg ikke passer ind i en skabelon men har nogle helt særlige behov, der skal tages hensyn til ved tilrettelæggelsen af en rejse. Derfor fik jeg Panorama Travel til at sammensætte et program samt sørge for hotel, minibus med chauffør og følgeguide til rundrejsen i Iran, som startede i Shiraz, fortsatte til ørkenbyen Yazd og sluttede i Isfahan, der kaldes for Orientens Perle.

“Oplevelser ud over alle grænser”

Sådan lyder sloganet fra rejsebureauet, der arrangerede min rejse til Iran. Da jeg er i transit i Istanbul lufthavn, filosoferer jeg over dette slogan, jeg venter, sidder i manuel kørestol og har dermed afgivet alt selvbestemmelse. Jeg sidder dårligt og frygter allerede den næste flyvning. Jeg håber ikke, at jeg skal løftes alt for langt ned igennem flyets midtergang, og håber at det lykkes at få mine meget løst dinglende arme, ben og hoved med i god behold. Nå, ja, og den elektriske kørestol selvfølgelig, jeg krydser fingre for at den overlever bugsering fra et fly til et andet. At rejse er ubekvemt og bestemt ikke nogen fornøjelse! Ingen kan leve af at sælge rejser, men man kan sælge oplevelser, ud over alle grænser. Det er oplevelserne, som venter forude, der giver mig min udholdenhed og drivkraft. Det er det nye, det anderledes, det uforudsigelige, nysgerrigheden, det at bryde daglige rutiner og få forandring, der gang på gang får mig til at købe en ny flybillet.

Midtpunkt i poeternes by

Jeg lander i Shiraz. Selv om byens navn henleder tankerne på vin, drikkes der her te og non-alkoholic øl tilsat citrussmag. Jeg hiver tørklædet op af håndbagagen. I Iran skal kvinder bære tørklæde, der dækker håret. Udenfor lufthavnen venter et virvar af mennesker og trafik. Jeg er på vej ind i det fremmede. Ind i et kaos, som jeg ikke forstår, men først skal finde ud af at finde rundt i.

“Can we take a picture with you?”, spørger en gruppe iranere ved poeten Hafez’ mausoleum, som er en af de vigtige attraktioner i Shiraz. Åbenbart er jeg for gruppen mere interessant end Hafez selv. Forståeligt nok, for det er ikke hver dag, man ser sådan en underlig skabning i Iran. Jeg lader mig fotografere sammen med dem, og de takker mange gange for, at jeg vil være med på deres billede. Der går ikke lang tid, før oplevelsen gentager sig. Iranerne er vilde med at tage billeder af dem og mig. Man ser ingen kørestolsbrugere i gadebilledet i Iran og da slet ikke elektriske kørestole. Derfor er fascinationen forståelig og det klassiske spørgsmål: “Hvor meget koster sådan en kørestol?” er uundgåeligt. På vej op ad rampen til minibussen overvejer jeg, om det ville kunne finansiere rejsen, hvis jeg lod hatten gå rundt. I en halvcirkel rundt om minibussen står i passende afstand en skare af mennesker. Man er ikke i tvivl om, hvorfor de står der. Her sker der noget, ingen vil gå glip af – gadegøgl – en stol på hjul kører helt af sig selv op ad en stejl metalplade og ind i en minibus.

En stædig og fri fugl

Kørestolen virker generelt barrierenedbrydende og gør folk nysgerrige. Derfor får man masser af nye relationer som rejsende med et handicap. Iranerne har god tid til at tale og til at drikke en kop te. De er flinke, imødekommende, gæstfri og generelt positivt stemt overfor udlændinge. Når man også er kvinde og dertil har et handicap, får man en positiv særbehandling. Jeg går rundt i basaren og bliver inviteret på te hos den ene efter den anden, der ikke, som i mange andre lande, er besat af at ville sælge mig noget, men som bare gerne vil snakke. En ældre herre kommer hen til mig. Han giver mig en kuvert, hvori der er en tegning af en fugl og en meget gammel pengeseddel. Jeg siger: “Thank you, but what is this?” Manden peger på tegningen med fuglen og forklarer en hel masse på farsi, som er det sprog, man taler i Iran. Guiden har observeret vores sproglige vanskeligheder. Han oversætter: “Han sammenligner dig med en stædig og fri fugl. Han siger, at han er meget imponeret over, at du har taget den lange og besværlige rejse, som det må være i din situation at komme til Iran.”

Det hemmelige, det forbudte, det interessante, det virkelig smukke

Jo mere jeg har rejst, jo mere har mine grænser flyttet sig for, hvad jeg kan, uden at det synes besværligt, og jo bedre er jeg blevet til at finde tryghed i det uvisse. Jeg forsøger at sikre mig imod, hvad der eventuelt kan ske undervejs på en rejse, men jeg kan ikke gardere mig imod alt, så i sidste ende må jeg kalkulere med en vis risiko. Hvis jeg ikke gør det, ikke tager visse chancer, risikerer jeg at misse uforglemmelige oplevelser. Blandingen af åbenhed, tillid til fremmede mennesker og nysgerrighed har ført mig mange steder hen, som f.eks. ind i baglokalet hos tæppehandleren: “Where are you from? Do you want a cup of tea?” Jeg siger ja tak, velvidende at jeg dermed er “fanget” i en samtale. “I can show you some Persian carpets.” Jeg forklarer, at min begejstring for tæpper er begrænset, da de har en tendens til at krølle, når man kører på dem med en kørestol. Tæppehandleren åbner en port og fører mig ind i lokalet bagved, som er fyldt med de smukkeste håndvævede persiske tæpper fra gulv til loft. “Which one do you like?”, spørger han. Det er typisk. Man ser det ydre, det overfladiske, men kun hvis man tør tage det næste skridt, kommer man ind bagved, til det hemmelige, det forbudte, det interessante, det virkelig smukke, det som er værd at opleve.

Mænd og kvinder

Ved hjemrejsen fra Isfahan ifører alle kvinder i lufthavnens sikkerhedskontrol sig lynhurtigt deres chador i det øjeblik min hjælper træder ind af døren og én råber: “A man is coming!” Sikkerhedskontrollen er opdelt i en afdeling for mænd og én for kvinder, så min mandlige hjælper og jeg må skilles. Kvinderne vil under ingen omstændigheder lade mig komme igennem kontrollen, medmindre jeg rejser mig op fra kørestolen. Jeg forklarer, at jeg ikke en eneste gang i mit liv har stået op og heller ikke har i sinde at gøre det i lufthavnen. Da de må indse, at de ikke får mig på benene ved at trække i mine arme, går de med til at tilkalde min hjælper, og som ved en forvandling er alle kvinderne pludselig tildækkede.

Forfølg drømmen

Iran blev endnu en god oplevelse til min samling. Man kan samle på så meget, men det vigtige er, at man tør samle på det, som man gerne vil – at man tør forfølge sine drømme. Det letteste er, at finde på undskyldninger for ikke at gøre det. Jeg samler på oplevelser ud over alle grænser.