Intenst møde i Omodalen

Mursi-kvinderne ugler hendes hår, rører ved hendes hud og piller ved hendes modermærker og hår på armene. Lene Kohlhoff lærer at lave læbeplader, sidder fast i en sivhytte og bydes på varm, rå gedelever hos de umiddelbare stammefolk i Omodalen i det sydvestlige hjørne af Etiopien.

Tekst & foto: Lene Kohlhoff Rasmussen (rejseleder for Panorama Travel).

Fotojagt på eksotiske mennesker

Bag firehjulstrækkeren rejser der sig en stor støvsky, og hullerne i vejen sørger for en god omgang ”African massage”. Jeg er på vej ud ad en lang og ufremkommelig jordvej til Omodalens fjerntliggende landsbyer for at besøge folk tilhørende mursi-, banner-, hamar- og arbore-stammerne. Med mig har jeg en af områdets allerdygtigste lokalguider, Andualem. Han taler syv af de lokale sprog og kender alle stammefolkene rigtig godt. Det var som at være med ham rundt for at besøge nogle af hans bedste venner.

I de største landsbyer nær hovedvejene er stammefolkene vant til, at der kommer turister på kortvarige besøg. Da vi kører gennem sådanne landsbyer, ser jeg, hvordan det foregår, når nogle af turistgrupperne stopper og tager billeder. Det første indtryk disse turister får af stammerne, er bestandige råb: ”Photo! Photo!”. Hvert fotografi koster nemlig en fast pris af 2,50 krone per styk. Turisterne udvælger nogle personer, der ser særligt eksotiske ud og vender og drejer deres modeller. Stammefolkene poserer, mens de nøje overvåger, hvor mange billeder turisterne tager af dem.

Efter de har stået badet i blitzlys en halv times tid, får de deres honorarer. Derefter går turisterne tilbage til bilerne og kører videre til den næste landsby, hvor det samme sceneri gentager sig. Stammefolkene står givetvis tilbage med et mærkværdigt indtryk af hvide mennesker, men også med lettjente penge, som med stor sandsynlighed bliver drukket op i de lokale barer.

Denne form for turisme ville jeg ikke biddrage til. Netop derfor vil jeg ud i de mere fjerntliggende landsbyer, hvor beboerne ikke er korrumperede af turisters tilstedeværelse, og hvor jeg i ro og mag kan lære dem at kende og være kulturelt udvekslende.

Trusler mod stammekulturer

Hvorvidt man overhovedet skal eller bør foretage nogen former for kulturel udveksling med stammer og naturfolk er noget, jeg har spekuleret meget over. Bør jeg beherske min egen nysgerrighed for at undgå at påvirke dem? Jeg spørger Andualem om hans syn på det, da han har indgående kendskab både til dem og os.

”I er ekstremer, der mødes, og du påvirker dem ikke direkte,” svarer han. ”De ser ikke attråværdigt på din tilværelse, da den er så fjern fra deres egen. Stammefolkene i landsbyerne bliver påvirket af, hvordan folk lever i den nærmest by. Dér lader de sig påvirke af, hvordan folk lever i hovedstaden, Addis Ababa. Og i hovedstaden kigger de på folk i andre afrikanske lande og i resten af verden,” uddyber han.

Andualems forklaring får mig til at forstå, at den vestlige påvirkning sker meget mere indirekte. Den spreder sig som ringe i vandet, der før eller siden når helt ud til stammefolkene. Jeg husker engang i det nordlige Namibia, hvor jeg så et par halvnøgne, okkerindsmurte himba-kvinder inde i et moderne super-marked. De virkede totalt malplacerede derinde. Jeg måtte indse, at et sådant syn også er en del af den verden, vi lever i. Vores forskellige verdener vil uundgåeligt støde sammen og derved forandres. Det kan forhåbentligt gå begge veje. Men det kan kun ske ved at besøge stammefolkene og lære dem ordentligt at kende.

Etiopiens regering vil måske endda lade dem bevare noget af det, der er deres, når de opdager, at verden udenfor er interesseret i dem, og de derved kan bidrage til at skaffe turistindtægter til landet. Den største trussel mod disse folk er nemlig ikke turisternes indflydelse, men mere den industrielle udvikling, der nærmer sig Omodalen med hastige skridt. Der bygges nye sukkerrørfabrikker med tilhørende plantager og anlægges enorme dæmninger, der ødelægger stammefolkenes muligheder for at drive landbrug og holde de kvægbesætninger, som er en del af deres livsgrundlag.

Hvis jeg ville møde stammerne i Omodalen, mens de stadig lever som oprindelige folk, skulle det være nu. Og det bedste, man kan gøre for andre mennesker, vil altid være at vise dem interesse og møde dem med respekt og ligeværdighed.

Tallerkenerne i munden

Mit første rigtige møde med mursierne er den første morgen, da en af kvinderne stikker hovedet indenfor i mit telt. ”Goodmorning,” siger jeg lidt søvndrukken, mens hun kigger på mig med et stort bredt smil. ”Goodmorning, Lene Goodmorning,” gentager hun jublende. Fra nu af siger hun: ”Lene, Goodmorning,” hver gang hun får øje på mig.

Mursi-stammen er nok mest kendt for kvindernes øre- og læbeplader, der før i tiden gav dem det ikke så politisk korrekte tilnavn, ”tallerkennegre”. Nogle af mursi-pigerne vælger som teenagere at få spaltet underlæben og isætter en tallerkenformet plade lavet i ler. Læbepladerne bliver båret af giftemodne piger ved særlige lejligheder, f.eks. under ceremonier, når de danser, som en indikation på frugtbarhed og skønhed.

Et par af kvinderne viser mig, hvordan de former læbepladerne i blødt ler. Når størrelsen og formen er på plads, lægger de pladerne til tørre, og derefter maler de dem i forskellige mønstre og farver. Jeg tager en klump ler i hånden og forsøger at gøre dem kunsten efter, men det kræver en særlig teknik, og min læbeplade bliver ikke nær så pæn som deres.

En af kvinderne viser mig også, hvordan hun sætter en læbeplade i munden. Det ser ud til at gøre rigtig ondt. Hun griber hårdt fat om underlæben og hiver kraftigt ud i den. Underlæben giver efter som en tyk elastik. Hun forsøger derefter at klemme underlæben fast i en rille, der er formet rundt i kanten af læbe- pladen. Det lykkedes ikke i første forsøg, så hun må hive endnu mere ud i underlæben til den sprækker et par steder. Iført læbepladen ranker hun stolt ryggen og skyder brystet og hagen frem. Det ændrer hendes udseende markant.

Vil du se min smukke navle?

Mursierne er ekstremt umiddelbare, og både børnene og kvinderne er meget interesserede i at røre ved mig. De ugler mit hår, rører ved min hud, og piller ved mine modermærker og hår på armene. En af kvinderne er endda så dristig at løfte op i min bluse og gribe fat om mine mavedeller og begynder at pille ved min navle. Mine deller på maven er ikke den del af kroppen, jeg selv er mest stolt af, så per refleks trækker jeg ned i blusen og skubber hendes hænder væk.

Jeg ville egentlig ikke have reageret så voldsomt, da det går op for mig, at hun jo bare er nysgerrig efter at se, hvordan min mave ser ud. Vores skønhedsidealer er vidt forskellige. De skavanker både mænd og kvinder får med alderen anses som noget mere naturligt her. Bryster, der er kommet til at hænge efter mange års amning, lettere overvægt, eller hud, der er blevet slap, er ikke noget mursierne bekymrer sig om.

På babyvisit i en sivhytte

”Lene, Goodmorning!” Sådan kalder mursi-kvinden på mig og peger på en af deres små, runde sivhytter, hvor jeg bliver inviteret indenfor. Indgangen til hytten er lille og smal, så jeg må ned på alle fire og kravle ind. Kvinden i hytten sidder med sin nyfødte baby i armene. Hun rækker mig den lille dreng. Hans småbitte fingre griber fat om min pegefinger, mens han gaber roligt og trygt. Han er så fin og yndig, som babyer skal være.

Sivhytterne anvendes kun til at sove i, og der er kun lige plads til, at to voksne kan sidde derinde. Alle de daglige aktiviteter foregår udenfor i det fri. Jeg føler mig klaustrofobisk og enorm klodset i den lille sivhytte, som en elefant i en telefonboks. Det må have været endnu vanskeligere for kvinden at bevæge sig rundt i hytten og komme ud af og ind i den, da hun var højgravid.

Da jeg skal ud af hytten sidder bagdelen fast i døråbningen. Kvinden giver mig lille skub bag i, mens både hun og jeg fniser over min klodsethed. Hvordan det var lykkedes for hende at komme ind og ud af hytten med sin gravide mave, forbliver en uløst gåde for mig.

Ægteskabelig status hos hamar-stammen

Der er stor forskel på stammerne i Omodalen. De har forskellige samfundsstrukturer, ritualer og kropsudsmykninger. Hos hamar-stammen besøger jeg en familie bestående af Ayke, hans hustru Baua og deres fire børn. Aykes mor, Pitu, bor også hos dem. Selvom hamarfolkene er polygame, har Ayke indtil videre kun én hustru. For at vise deres status i hierarkiet bærer gifte kvinder bestemte halskæder. Den første hustru har en udsmykket læderhalskæde på med en lille tut i enden. Den anden hustru har to tykke metalhalskæder uden tut, den tredje må kun bære en metalhalskæde. Hvis manden dør, må hans hustruer tage deres halskæde af.

Rå gedelever og pisk

Ved solnedgang skal geder og kreaturer drives ind i mindre indhegninger. Alle hjælper til. Et par nøgne drengebørn løber rundt efter små, livlige gedekid, der springer til alle sider. Det er et kært syn, men ikke bare leg. Allerede fra en meget tidlig alder lærer børnene at dyrke jord og passe husdyr. Da alle husdyrene er bragt i sikkert nattely, bliver en af gederne indfanget. Den får halsen skåret over, og blodet bliver tappet.

Lidt efter kommer Ayke hen til mig med et træfad med en klump blævrende gedelever. ”Det er til dig. Det er den allerstørste delikatesse.” Han rækker mig et stykke af den. ”Vi har slagtet geden i anledning af dit besøg,” siger han, mens jeg tygger på den stadig varme klump rå gedelever. Den svulmer op i munden på mig, men jeg lader naturligvis ikke familien bemærke, at jeg ikke ligefrem betragter rå gedelever som en særlig udsøgt delikatesse. Lige dér kunne jeg godt tænke mig noget rigtigt stærk spiritus til at skylle den ned med!

Det er en meget intens oplevelse at besøge stammefolkene, og det giver mig et unikt indblik i deres levevis. Bland andet overværer jeg en tyrespringsceremoni hos hamar-stammen, hvor en ung mand gennemgår en manddomsprøve. Hans kvindelige slægtninge viser deres mod, integritet og kærlighed til drengen og hele familien ved at modtage piskeslag. Denne begivenhed bekræfter i særdeleshed Andualems udtalelse om, at vi er ekstremer, der mødes. For mig bliver mødet med stammefolkene i Omodalen et bevis på menneskers forskellighed og mangfoldighed i den forunderlige verden, vi lever i.