En rejse til Marokko er en rejse ind i en verden fuld af magi og mystik. Efter bare 4-5 timers rejse fra Danmark, befinder man sig i en ganske anden verden. Selvom Marokko ikke ligger i Orienten, har landet et stærkt orientalsk præg og udfordrer alle sanser med sit summende liv og eksotiske dufte.
Tekst og foto: Søren Bonde
Magiske Marokko – en arabisk drøm
Marokko har en lang, dramatisk historie og berømte byer såsom legendariske Marrakech med raffineret arkitektur og livlige pladser og markeder. Marokkos tiltrækningskraft ligger i kontrasten mellem bjerg- og ørkenlandskaber, de gamle byer i nord samt i det gæstfrie møde med berberne. Mulighederne i Marokko virker endeløse. Her er både berømte steder, som er på UNESCOs verdensarvsliste, men også de mere ukendte perler såsom charmerende Chefchaouen – den “Blå By”.
Blandt Marokkos berømte byer finder vi Casablanca, Marrakech og Fez. Deres overdådige og raffinerede arkitektur har en rig og glorværdig historie. Casablanca ved Atlanterhavskysten er Marokkos største by med knap 4,5 mio. indbyggere. Det er fra filmen ”Casablanca” (1942) med Ingrid Bergmann og Humphrey Bogart i hovedrollerne, at de legendariske ord stammer: ”I think this is the beginning of a beautiful friendship”. Og ordene forekommer stadig særdeles velvalgte, for efter en rejse til Marokko har man en umådelig lyst til at vende tilbage til landet. Ikke mindst legendariske Marrakech – den røde, skinnende by bag murene. Man forstår godt hvorfor franske designere såsom Yves Saint Laurent slog sig ned i Marrakech. Byen har noget helt særligt over sig.
Marrakech
Marrakech ligger for foden af Atlasbjergene, som en port til ørkenen. Den er Marokkos fjerdestørste by efter Casablanca, Rabat og Fez. “Den røde by” blev grundlagt af almoraviderne i 1070–1072 og blev med tiden en af verdens berømte byer. I dag er hovedstaden Rabat, men gennem århundreder var Marrakech hovedstad og center for handel, og den har tiltrukket fyrster, imamer og videnskabsmænd. Byen har den største souk (marked) i Marokko, og det store torv Djemaa el Fna summer af liv, sælgere og gøglere og siges at være det travleste i Afrika. I de labyrintiske markedsgader finder man alskens tingeltangel fra en svunden tid. En rejse til Marrakech garanterer dig masser af arabisk atmosfære.
Marrakech har mange seværdigheder at byde på, og mange af dem ligger medinaen (UNESCO), som er den gamle bydel. Her kan man opleve El Badii Palads, Saadi-dynastiets mausoleum, Koutoubia-moskéen og -minareten, og Ben Youssef Madrassa.
Ingen rejse til Marokko er komplet uden et besøg i Marrakech – det er en af den arabiske verdens mest fascinerende byer.
Fez – meget mere end en sjov hat
Fez ligger smukt i en floddal og er vel nok Marokkos bedst bevarede og levende middelalderby. Den gamle bydel – medinaen – rummer alt, hvad man normalt forbinder med Marokko: snørklede gader, kunsthåndværk (Marokkopuder), sælgere, paladser med fine haver og springvand. Medinaen udforskes bedst til fods gennem smalle gyder i souken. Det er en varm og intens oplevelse, fuld af lyde, lugte og indtryk. Seværdighederne i Fez omfatter madrassaen Bou Inania (religiøst akademi) med de vidunderlige mosaikker og træudskæringer fra 1300-tallet, det jødiske kvarter samt det kongelige palads med udsigt ud over medinaen.
Et særkende ved Fez er Chouara-garverierne, som man ikke bør gå glip af. Synet af Fez’ århundredegamle garverier, er et, man ikke lige glemmer. Her kan man se, hvordan skind forarbejdes og farves efter gamle traditioner. En del af processen foregår i nogle store udendørs kar, der er fyldt med forskellige farver. Det er et både smukt og usædvanligt syn, der især tager sig godt ud, når man ser de mange farvefyldte kar fra oven, fx fra taget af en af de omkringliggende bygninger.
Pragtfulde overnatningssteder
Marokko er et land, hvor man får valuta for pengene. Det mærkes fx i overnatningsstederne, hvor man kan overnatte som en sultan uden at blive flået. I byerne er det et ”must” og en stor oplevelse, at overnatte i riad, som er gamle, fint istandsatte borgerhuse. Her isolerer tykke mure mod varmen og støjen fra gaden, som en lille, stille oase i byen. Ofte ser de ikke ud af meget udefra, men bagved porten gemmer sig en herlig oase af gamle, restaurerede bygninger med fine træudskæringer og frodige haver samt overdækkede terrasser, hvor man kan sidde i fred for byens larm og nyde de lune aftner med en kølig drink eller mynte-the.
Værelserne i riaden er typisk indrettet i en stil traditionel for regionen og i varme farver. Riaden har en hyggelig stue med en indbydende pejs, et hjørne med puder til at slappe af og læse, masser af eksterne rum, hvor man kan nyde en kop te eller en drink, samt en dejlig terrasse med en fantastisk udsigt over byens tage.
En traditionel riad er som at træde ind i en scene fra “1001 Nat”. De antager mange forskellige ansigter; alt fra det enkle, traditionelle og charmerende til det luksuriøse og overdådige. Riad Salam I Fez hører til de mest overdådige, hvor der er tænkt på alle detaljer. Riaden er en seværdighed i sig selv med smukke, flisebelagte gårdhaver med springvand og palmer, og det er som at bo på et palads. Riaden ligger i et roligt hjørne af medinaen og har 8 overdådige suiter og 2 soveværelser, der alle viser Fez-håndværkeres arbejde. Riad Salam er uden tvivl den mest romantiske riad i Fez med sine udskårne cedertræslofter og fortryllende mosaikgulve.
En ørkendrøm under stjernerne
Ingen rejse til Marokko er komplet uden en tur ind i ørkenen, som Marokko og Nordafrika er så berømt for. Her kan man udleve sin ørkendrøm med udsigt til nogle af verdens smukkeste sandklitter. Det storslåede område omkring Merzouga i den sydøstlige del af landet inspirerede forfatteren J. M. G. Le Clézio til bogen ”Désert” (1980): “Der er ingen større følelse end at komme ind i ørkenen”. Og han har ret – det er præcis hvad man føler: storhed og stilhed i naturens vold blandt enorme sandklitter.
Også i ørkenen bidrager overnatningsstederne til oplevelsen af Marokko. Her kan man nyde det i fulde drag i en luksuriøs riad, som ligger ved foden af klitterne. Eller man kan overnatte i en skøn ørken-camp – berberstil ”de luxe” – hvor byens bekvemmeligheder er bragt med ud i det åbne landskab. Om aftenen kan man sidde omkring bålet under stjernerne og nyde stilheden i ørkenen. Udsigten over klitterne er forrygende, og en fantastisk stjernehimmel toner frem, når mørket sænker sig. Her får man virkelig muligheden for at udleve sin egen ørkendrøm under stjernerne med udsigt til nogle af verdens smukkeste sandklitter.
Orden i begreberne: medina, souk, kasbah, ksar, madrassa
På en rejse til Marokko vil man støde på mange begreber, som refererer til arkitekturen og stammer tilbage fra gammel tid. Visse er hjemmehørende i Marokko, mens andre er almindelige for hele den arabiske og islamiske verden. Således vil man fx også støde på madrassaser på rejser til Iran og Usbekistan, hvor nogle er verdens smukkeste madrasser findes.
En MEDINA er en gammel bydelstype, der findes i mange byer i den arabiske verden. Den har almindeligvis en bymur og trange, labyrintagtige gader. Det er med andre ord den historiske bydel. I medinaen vil man ofte finde SOUKen, dvs. markedet. Det er en labyrint af smalle, overdækkede gyder, og det er et herligt sted at forvilde sig ind. Man lokkes af de tålmodige hammerslag fra metalarbejderne eller sælgernes utrættelige kald fra boder, der faldbyder alskens tingeltangel. Souken tiltrækker også healere, dansere, slangetæmmere og malere. Efter mørkets frembrud tændes lygter og lanterner. Kager og søde sager frister, og duften af grillet kød fremkalder sulten. Souken pirrer nysgerrigheden, og man ved aldrig hvad der venter lige om hjørnet. Bag en gammel trædør, som står på klem, åbenbarer der sig pludselig en frodig gårdhave med springvand eller et helt palads med haver fyldt af jasminer og citrustræer.
En KASBAH er en slags lille borg, hvor herskeren kunne forskanse sig, når byen var under angreb. Ordet bruges dog også til at beskrive den gamle bydel på samme måde som medina eller ksar. Kasbahen var et tegn på velstand. Den havde høje mure og oftest ingen vinduer og lå typisk på en bakketop eller ved en havn.
En KSAR er et landsbysamfund af sammenmurede huse, der gør landsbyen lettere at forsvare. De er almindelige særlig på sydsiden af Atlasbjergene (ørkensiden). Ksarbyer blev etableret i 1000- og 1100-tallet, og var blandt andet stationer for handlen gennem Sahara. Inde bag beskyttende mure, der er forstærket med vinkeltårne, ligger boligerne skulder ved skulder – nogle er beskedne, andre ligner små slotte med deres høje tårne og øverste dele dekoreret med motiver i lersten. Her findes også kornmagasin, moské, bad, ovn og forretninger. Ksar Ait-Ben-Haddou (UNESCO) er et slående eksempel på det sydlige Marokkos arkitektur og en af de mest berømte og fascinerende ksarer i Marokko. Ait Ben Haddou er bygget af “adobe” (ler/halm) og har været kulisse for flere film: ”Alexander”, ”Lawrence of Arabia” og ”Gladiator”. Engang var Ait Ben Haddou samlingssted for karavanerne, der bragte slaver, elfenben, guld og salt fra Sahara til Marrakech.
MADRASSA er det arabiske ord for skole. Det har på dansk og en række andre sprog fået den snævrere betydning koranskole eller en islamisk uddannelsesinstitution med undervisning i teologi, især studier af Koranen. Men der blev også undervist i mange andre fag. Oprindeligt var der typisk tale om en kostskole, hvor de studerende boede. De måtte kun forlade skolen eller modtage besøg få dage om året, så de kunne koncentrere sig om studierne. Mange gamle madrassaer er arkitektoniske perler, som i dag ikke længere fungerer som skoler men er omdannet til seværdigheder.
GALLERI
Tip! Klik på et af billederne for at vise galleriet i større format.
Panorama Travel ApS
Mail: kontakt@panoramatravel.dk
Tlf.: +45 7070 7316
c/o Ravnholt Gods
Ravnholtvej 57
5853 Ørbæk, Danmark
Sydbank 6845-0002194605
IBAN-nr.: DK5868450002194605
SWIFT-kode: SYBKDK22
CVR-nr.: 37413399