En 10-dages ekspedition førte i januar 2021 Søren Bonde til verdens yngste land for at bo blandt stammefolk og opleve deres dagligdag. Det blev en rejse ud i landets yderste afkroge med mange strabadser midt i en coronatid.
Tekst & foto: Søren Bonde, partner i Panorama Travel og rejseleder bl.a. på rejser til Sydsudan.
Kitch og kontrast
Boya-folket er et af Sydsudans 60 stammefolk. Deres landsbyer ligger en dags kørsel fra hovedstaden Juba ad dårlige veje, som fordrer en 4×4. De bor dog ikke længere væk, end at de har lidt kontakt med civilisationen, men deres traditioner og livsstil er forholdsvis intakt.
Boyaernes påklædning er en herlig blanding af nyt og gammelt i kombinationer, som man ellers sjældent ser: gedeskind og solbriller, bjælder og gummistøvler, T-shirts og strudsefjer. Som udefra kommende virker det bizart og anakronistisk. Men for boyaerne er det helt naturligt. Tænker man nærmere over det, er der intet mærkeligt i det; på rekordfart er de flyttet fra ”jernalderen” ind i en moderne tidsalder.
Det, som især adskiller boyaerne fra deres naboer, er deres landsbyer. De er velordnede og rene og består typisk af 10-20 hytter, som er mesterligt udført og fint dekoreret. De ligger smukt i et fladt og halvtørt landskab med sparsom beplantning for foden af Boyabjergene. De vidtstrakte områder har forkrøblede træer og buske til brændsel, begrænset adgang til vand og græsningsarealer til kvæget.
Kvæg er king!
Alle stammerne i denne del af landet er dybt afhængige af deres kvæg, og jagt spiller i dag en mindre rolle. Der er langt mellem dyrene, og borgerkrigen i Sudan, som førte til Sydsudans selvstændighed i 2011, gjorde ikke livet lettere. Kvæget leverer stort set alt, hvad stammerne behøver og er et statussymbol, som giver mændene respekt og indflydelse. Mælken er blevet den primære fødekilde, og kvæget slagtes kun ved særlige lejligheder såsom bryllup, hvor det altid indgår som en stor del af brudeprisen og godt kan løbe op i 70-80 køer!
Derfor er det ikke ualmindeligt, at stammerne stjæler hinandens kvæg. Hvis en ung mand vil gifte sig, men ikke kan betale brudeprisen, så er det ofte hans eneste mulighed. Det er med livet som indsats, da hver mand har en AK47 automatriffel, som netop bruges for at forhindre tyveri.
Toposa og jie
De mest traditionelle stammer bor nær grænsen til Etiopien. Toposa og jie minder meget om hinanden, men jie har mindre kontakt, da deres landsbyer er utilgængelige af oversvømmede floder det meste af året. Kvinderne går i ”nederdele” af gedeskind og bærer store perlehalssmykker, hvor farverne symboliserer forskellige dyr. Flerkoneri er normen, og alle kvinder synes at være gravide.
Jeg besøger landsbyer om morgenen og sidst på eftermiddagen. Midt på dagen er det for varmt. Landsbyerne er små og indhegnede, og der er gedelort overalt, fordi dyrene ikke har separate indhegninger. Børn er der ingen mangel på. De er herlige og bestemt ikke sky; mindst 30 børn følger mig konstant mellem landsbyerne. Gennem min tolk spørger et par kvinder uden omsvøb, om jeg er kommet for at grave et nyt toilet til dem. Det må jeg blankt afslå, mens jeg undrer mig over, hvorfor de ikke for længst selv har gjort det. Måske venter de på en NGO, som aldrig vendte tilbage.
Det er en intens oplevelse at besøge oprindelige folk. Man får et fascinerende indblik i en verden, som er i forandring og en dag vil forsvinde; en livsstil, der er barsk og så uendelig fremmed i forhold til vores egen.
(NB: Jie indgår ikke på Panorama Travels rejser til Sydsudan, da det er meget besværligt at nå ud til deres landsbyer.)
GALLERI
Tip! Klik på et af billederne for at vise galleriet i større format.
