Gennem bjerge og dale i eventyrlige Pakistan

Søren Bonde er rejst til det nordlige Pakistan, der trods sit blakkede ry imponerer med fantastiske landskaber, en meget imødekommende befolkning og ganske få turister.

Tekst & foto: Søren Bonde, partner i Panorama Travel og rejseleder bl.a. på rejser til Pakistan.

Verdens smukkeste polobane

Firhjulstrækkeren pruster og stønner, mens den kæmper sig opad og rundt i hårnålesvinget. Min chauffør, Sakhi, bakser med stor dygtighed bilen rundt om hjørnet, hvor endnu en storslået udsigt over bjerge og dale åbenbarer sig. Selvom vi er i slutningen af april, ligger der stadig en del sne på vejen op mod Shandur-passet i 3800 meters højde.

”Kan du se polobanen derovre?”, spørger Sakhi og peger på et snedækket område ved siden af en frossen sø. Jeg nikker, selvom det er svært at se hvad der er bane, og hvad der er sø. ”I juli har vi polo-festival”, tilføjer han. ”Så samles flere hundrede mennesker for at se to hold kæmpe om hæder og ære. Og uden for mange regler!”, griner han. Vi kører langsomt forbi søen og banen, som ligger øde hen og venter på sommerens komme. Jeg tænker, at det må være verdens smukkeste polobane, der samtidig stiller store krav til både hestes og spilleres fysik her i knap 3800 meters højde.

Vi har været undervejs en uges tid og kører i det nordlige Pakistan. Selvom jeg har rejst meget i Pamir og Centralasien på kryds og tværs, forbløffes jeg stadig over landskabet; det er utvivlsomt et af verdens smukkeste bjergområder med sneklædte tinder til alle sider. Regionen har længe været kendt blandt bjergbestigere, som drømmer om at bestige berømte toppe såsom Nanga Parbat, også kaldet ’Dødens Tinde’, eller det pyramideformede K2, verdens næsthøjeste bjerg på 8611 meter.

Efter et par timers kørsel når vi frem til Phander Sø, der ligger indpakket i terrassemarker i alle naturens farver. Indimellem ligger enkelte huse skyggefuldt hengemt under høje, slanke popler, som er på nippet til at springe ud. Søen hviler mørkeblå og spejlblank, og på toppen af skråningen ligger hotellet, hvor jeg skal overnatte. Det er svært at finde en bedre udsigt, og der bliver tid til en lille vandretur inden aftensmaden serveres.

Hunzas herligheder

Næste morgen går turen videre med kurs mod Gilgit, som er hovedbyen i denne del af landet. Vi passerer Yasindalen, som var velkendt under ’The Great Game’. Russiske spioner rejste sydover gennem dalen fra Pamir og Hindu Kush til Gilgit og Hunza. Vejen fra Gilgit til Hunza er vanvittig smuk med Rakaposhis gigantiske bjergside i sollyset lige ved siden af vejen. Man får en ubeskrivelig trang til at stoppe og fotografere alle steder, og jeg ved ikke om åndenøden skyldes højderne eller landskaberne. Jeg priser mig lykkelig for at have min egen bil med chauffør. Offentlig transport er så godt som ikkeeksisterende i denne del af landet, og mange af vejene er desuden kun farbare i en firhjulstrækker.

Vi kører nu på den berømte Karakoram Highway, og snart åbner hele Hunza-dalen sig foran os. Hvilket syn! Dybt nede løber Hunza-floden, og på de stejle skråninger har man gennem århundreder bygget et utal af terrasser, hvor der dyrkes korn, frugt og grøntsager. Det er som et maleri; mange af bjergene på begge sider af dalen er over 6000 meter høje og hvide af sne.

Hunza-dalen er et af Pakistans højdepunkter, og her er meget at opleve. Jeg indlogerer mig i Karimabad, der trods sin ringe størrelse er hovedbyen i Hunzadalen. Dalen har bevaret mange af de gamle traditioner, og Karimabad er en herlig lille by, som strækker sig op ad skråningerne. Jeg lægger ud med et besøg i den lille landsby Altit nær Karimabad med det forfaldne Altit Fort, der ligger 300 meter næsten lodret over floden. Her boede ’miren’ (fyrsten), og oppe fra fortet kunne han overvåge al trafik gennem det smalleste sted i dalen.

For cirka 700 år siden blev residensen flyttet, og Baltit Fort blev bygget. Det ligger højt oppe over Karimabad som en ørnerede, og den tibetanske indflydelse er tydelig. Her boede miren så indtil 1945, hvor han byggede sit domicil nede i selve byen. Takket være Royal Geographical Society og UNESCO fremstår fortet nu meget flot restaureret og med et fint museum og en fantastisk udsigt over byen.

Nede i selve byen kan man besøge Ganish Historiske Landsby, som er et lille vindue tilbage til Silkevejens tid, hvor rige karavaner rejste gennem området. Udover fire moskéer fra 16-1700-tallet med udsøgte træudskæringer (UNESCO), er her gamle, lerklinede huse og udsigtstårne. Ikke langt herfra findes desuden Hunzas Hellige Sten med helleristninger i form af ældgamle, buddhistiske inskriptioner og tegninger.

En mosaik af isblokke

Hunza og Karimabad er en glimrende base til at udforske området. Jeg tager en afstikker til den lille sidedal, Nagar, der tidligere var et selvstændigt mir-dømme. Ad en smal jeepvej kører vi gennem hårnålesving, og efter en lille times tid når vi frem til en beskeden landsby. Der er betagende udsigter over dalens marker, afgrænset af klukkende vandingskanaler, levende hegn af slanke popler og klynger af små, lerklinede lerhuse.

Landsbyen ligger dér, hvor dalen slutter med en brat og dyb kløft. Under den ligger Hoper Gletsjer, der strækker sig mange kilometer oppe fra det mere end 6000 meter høje bjerg, Bualtar. Når man oppe fra kanten kigger næsten lodret ned, er der en fantastisk udsigt til det meste af gletsjeren med dens mosaik af sorte og hvide isblokke. Kontrasten til den frodige dal er voldsom.

Jeg kan ikke dy mig for at bevæge mig ned på selve gletsjeren. Det er en stejl tur nedad, som besværliggøres yderligere af, at vi befinder os i 2500 meters højde. Man skal være forsigtig med, hvor man sætter fødderne, men oplevelsen er det hele værd. Midt ude på gletsjeren blandt isblokkene er det som at stå på en slags naturens motorvej, der trænger ned mellem bjergene gennem dalen.

Karakoram Highway

En anden oplagt dagstur går nordpå til den kinesiske grænse og det berømte Khunjerab-pas (4693 meter), som længe har stået på min ’bucket-list’. Her følger vi igen Karakoram Highway, og min gamle drøm om at køre på den legendariske rute, er omsider gået i opfyldelse. Vejen forbinder Nordpakistan med de ældgamle Silkevejsruter længere mod nord i Kina og Centralasien. Hele Karakoram Highway er knap 1300 km og går fra Kashgar i den kinesiske Xinjiang-region til Havelian i Pakistan lidt nord for Islamabad. Vejen var et samarbejde mellem Pakistan og Kina og blev bygget i årene 1966 til 1982. Den har i dag enorm betydning for handlen mellem de to lande.

Efter en halv times kørsel gør vi holdt ved Attabad Sø. ”Søen opstod pludseligt som følge af et jordskred den 4. januar 2010”, fortæller Sakhi, mens jeg stirrer ned på det turkise vand, hvor et par små speedbåde ligger fortøjet. ”En landsby blev udslettet, og Hunza-floden var blokeret de næste fem måneder, alt imens vandstanden steg og dannede søen”, fortsætter Sakhi. ”Søen nåede en dybde på 100 meter, inden en kanal blev gravet som afløb. Karakoram Highway blev oversvømmet og åbnede først fem år senere. Jeg husker, hvordan vi blev fragtet med pramme over søen til den anden side”. Ikke overraskende blev det et voldsomt dyrt projekt, som involverede konstruktionen af to broer og fem nye tunneller gennem bjergene uden om søen. I dag er søens klare, turkisblå vand et populært udflugtsmål, der tiltrækker lokale turister.

Længere mod nord kører vi gennem Khunjerab National Park, som ligger på begge sider af vejen. Parken har siden 70’erne haft til formål at beskytte truede dyrearter som fx marcopolofår og sneleopard. Det sidste stykke op mod passet er meget smukt, og jeg er omgivet af sneklædte bjerge til alle sider. Khunjerab-passet er verdens højeste, asfalterede grænseovergang og det højeste punkt på Karakoram Highway. Indgangen til Kina går gennem en bombastisk port i en stil, som er moderne, men endog bringer mindelser tilbage til Silkevejens Kina. Men jeg skal ikke til Kina denne gang, så efter en selfie sætter vi atter kursen mod Hunza-dalen.

Som grever og baroner

Jeg rejser fra Hunza østpå ind i Skardu-dalen, som ser ganske få turister. Efter et par timers kørsel deler vejen sig, og vi følger Indusfloden mod øst, mens det imponerende bjerg, Nanga Parbat, troner direkte mod syd. Skardu by er lille, kaotisk og ret uinteressant. Eventyret venter længere inde i dalen, og jeg fortsætter derfor ad små veje til Khaplu. Det er en lille, hyggelig by, og den gamle atmosfære og fine bygninger er i behold.

Ved ankomst tjekker jeg ind på det meget smukke og stemningsfulde Serena Khaplu Palace Hotel, som engang var de lokale rajaers residens. Paladset er fra 1840 og blev flot restaureret fra 2005-11 og fremstår i dag som en arkitektonisk perle. De næste par dage skal jeg bo fyrsteligt og spise godt i den tilhørende restaurant, der serverer lokale indiske og pakistanske specialiteter. Det er tiltrængt efter dage med kørsel på de svære veje. Jeg går en tur i de gamle gader og betragter blandt andet Chaqchan-moskéen. Den er bygget i træ, og den tibetanske indflydelse i arkitekturen er helt tydelig.

Fra Skardu kører jeg sydpå over Deosai-sletterne og alpine søer i godt 4000 meters højde. Det er et øde og fantastisk landskab. Vejen rammer atter Karakoram Highway, og efter et par dage er jeg tilbage i Islamabad. Det har været uforglemmelige tre uger i Pakistan. Alle forventninger er blevet indfriet, og jeg har fået lyst til mere. Det er så sandelig ikke sidste gang, jeg besøger dette fascinerende og smukke land.