Lande som Usbekistan, Kirgisistan, Tajikistan og Turkmenistan lyder eksotiske og måske endda fremmede i manges ører. Men ikke for to af medlemmerne af De Berejstes Klub, Lene Kohlhoff Rasmussen og Søren Bonde, der hver især har tabt deres hjerte til Centralasien. Lad den oversete verdensdel åbne sig med de to eventyreres anbefalinger til ”-stan”-landene.
Tekst: Maria Meiner Christensen (Jyllands-Posten) interviewer Lene Kohlhoff Rasmussen og Søren Bonde
Foto: Søren Bonde
USBEKISTAN – LENE KOHLHOFF RASMUSSEN
»De tre store silkevejsbyer Samarkand, Bukhara og Khiva er virkelig et besøg værd. Specielt hvis man er interesseret i kultur, historie og arkitektur. Så får man noget for pengene. Der er en masse seværdige mausolæer, madrassaer (religiøse skoler, red.), minareter og moskéer, som er blevet restaureret med hjælp fra UNESCO. De er fyldt med mosaikker i blå glasur, som er utrolig detaljerede og fascinerende. Jeg kan især anbefale Registan-torvet og Bibi-Khanym-moskéen i Samarkand, der blev bygget af folkehelten Timor til sin kinesiske hustru. I Bukhara kan man se en af de ældste minareter: Kalon. Den står tilbage efter Djengis Khans hærgen og er utrolig smuk og detaljeret. Jeg kan også anbefale et besøg ved Aralsøen. Søen er udtørret og en af de største menneskeskabte naturkatastrofer i verdenshistorien. Under sovjettiden fandt man ud af, at man kunne dyrke bomuld der, så man drænede søen, så vandstanden svandt ind til en tredjedel. Så stedet bærer præg af, hvordan verden kan komme til at se ud, den dag vi har ødelagt det for os selv. Men det er en lang tur derop, så det skal man være forberedt på.«
USBEKISTAN – SØREN BONDE
»Den mest berømte by i Usbekistan er Samarkand med persiske monumenter fra 1400-tallet, hvor Timor var den store hersker. Registanpladsen er byens gamle centrum og helt ufattelig smuk med de tre turkise madrassaer. Men Samarkand er også en moderne by med alt, hvad det indebærer af trafikalt kaos. Her kan man også se monumenter fra sovjettiden, for Usbekistan var i 70 år under sovjetisk styre. Så det mærker man også. Men min favorit i Usbekistan er den gamle middelalderby Bukhara. Berømte videnskabsmænd, filosoffer og poeter har haft deres virke her. Byen er meget velbevaret og meget levende: Der bor folk i den gamle, lerklinede bydel, og basaren er stadig spillevende, hvilket gør, at man virkelig fornemmer den historiske stemning. Byen er lidt mindre, og dermed samtidig mere overskuelig. Man kan nå det hele til fods og bare gå rundt og fortabe sig i historien eller snakke med de lokale. Det er som at rejse tilbage i tiden.«
TAJIKISTAN – LENE KOHLHOFF RASMUSSEN
»Når man på Pamir Highway tager en afstikker ned gennem Wakhan-dalen, kommer man gennem den lille landsby Ishkashim. Her er der en ugentlig markedsplads i ingenmandsland, hvor tadsjikerne og afghanerne mødes og handler. Jeg synes, det er en meget spændende og livlig markedsplads, hvor man får en unik mulighed for at møde de ukuelige afghanere uden at løbe nogen risiko ved at rejse helt ind i landet.«
TAJIKISTAN – SØREN BONDE
»Tajikistan læner sig op ad Kirgisistan. Men Kirgisistan er lightversion af, hvad der venter i Tajikistan. Omkring 60 procent af Tajikistan ligger over 1.500 meters højde, og omkring 30 procent ligger over 3.000 meter højde. Så det er virkelig et bjergland. Det er også et land, hvor infrastrukturen er meget dårlig. Så det kan være svært at rejse alene, og det er tidskrævende. Men man bliver belønnet med nogle fantastiske bjerglandskaber. Byerne er ikke noget at komme efter. Så jeg vil i stedet fremhæve de skjulte dale, floder og isolerede landsbyer, hvor tiden har stået stille.
Den klassiske tur, jeg selv har taget fire gange, er Pamir Highway, der løber gennem Pamir-bjergene i en stor del af Tajikistan. At ”highway” indgår i navnet, betyder ikke, at det er en ottesporet motorvej, men det er simpelthen vejen, der går gennem nogle af de mest ufremkommelige bjergegne. Det er et af de fede roadtrips, hvor man kommer op i over 4.600 meters højde på verdens næsthøjeste hovedvej. Undervejs ændrer landskaberne sig utroligt – fra at være meget lige med dybe kløfter og floder til at være som en tibetansk højslette med golde landskaber og forblæste områder. Tager man turen, bør man tage en afstikker til Wakhan-dalen, som er et flodområde, der danner grænsen til Afghanistan. Her vil man opleve de mest frodige områder med gyldne marker og charmerende huse. Pamir Highway krydser direkte ind gennem bjergene, men tager man denne afstikker, får man en meget flottere tur. Man kommer nemmest rundt i en firehjulstrækker, for vejene er ret dårlige.«
KIRGISISTAN – LENE KOHLHOFF RASMUSSEN
»Ved Kirgisistans store sø Issyk-Kul ligger der en by, Bokonbayeva, hvor man kan se ørnejægere og deres ørne (Kongeørn) i aktion. De fremviser gerne deres færdigheder for turister, hvor de tager nationaldragter på og går på jagt med deres ørne. Oftest er det en kanin eller lille hare, det går ud over, så det er ikke noget for meget sarte sjæle.
Der er kun få ørnejægere tilbage, og mange prøver at overleve ved at optræde for turister. Oprindeligt var det om vinteren, de gik på jagt, men opvisningerne for turisterne foregår om sommeren, hvor man også kan få lov at holde en ørn på armen. Det er en kultur, der er ved at uddø, så det, synes jeg, er meget interessant.«
KIRGISISTAN – SØREN BONDE
»Kirgisistan er østlig nabo til Usbekistan. Men landet er meget anderledes. Mens Usbekistan er lav- og ørkenland, er landskabet i Kirgisistan en helt anden oplevelse med grønne, bløde bakker overalt og sneklædte bjerge i baggrunden. Landet bliver også kaldt for Centralasiens Schweiz.
Mens usbekerne er byfolk, lever mange kirgisere en nomadisk tilværelse, hvor de om sommeren tager ud i bjergene og bor i jurter, mens deres dyr græsser. Nomadekulturen er fantastisk fascinerende. Der er flere gode steder at opleve den. Et sted, jeg holder særligt meget af, er den alpine sø Song Kol, der ligger i 3.000 meters højde. Den ligger forholdsvis utilgængeligt, men kommer man derop, kan man om sommeren bo i jurtlejre hos de lokale familier.
Hvis man godt kan lide at ride, er der alle muligheder i Kirgisistan. I de fleste andre lande er det voldsomt dyrt at leje en hest, men her er der et stort potentiale, fordi hele kulturen kredser omkring heste.«
TURKMENISTAN – LENE KOHLHOFF RASMUSSEN
»Jeg vil klart anbefale en tur forbi hovedstaden Asjkhabad, for det er den by i verden, der har flest bygninger i hvidt marmor. Den er endda i Guinness Rekordbog. Den første præsident, Saparmurat Niyazov, led af storhedsvanvid, og han fyldte hovedstaden med guldstatuer af sig selv. Det er en by, hvor det hele er for perfekt: Der er ryddet og rent, og man ser ikke så mange fodgængere. Der er ret kunstigt.
En anden seværdighed, der er værd at køre efter, er Darvaza-gaskrateret, der ligger ude midt i ørkenen. Det er en gasboring, der gik galt for over 40 år siden: Der skete en gaseksplosion, og for at undgå at evakuere lokalbefolkningen satte man simpelthen ild til gassen. Man forventede, at gassen ville brænde op i løbet af nogle få måneder, men der er stadig brand i bunden af det 30 meter dybe hul her 40 år efter. På turene op til krateret sover man normalt i telte tæt ved hullet, for om natten, når det er mørkt, er synet virkelig imponerende. Man går rundt om krateret og kigger ned i stikflammerne, som hele tiden kan ses rundt langs kanterne.«
TURKMENISTAN – SØREN BONDE
»Turkmenistan er et meget specielt land. Næst efter Nordkorea er det et af de mest lukkede og specielle lande i verden. I øjeblikket skal man være opmærksom på, at regeringen afviser rigtig mange visumansøgninger. Op mod halvdelen får afslag uden at få at vide hvorfor. Men det kan sagtens ændre sig igen. Får man lov at komme ind, er et af højdepunkterne hovedstaden Asjkhabad med alle dens mærkværdigheder: gyldne statuer, marmorbygninger og futuristiske monumenter. Det er en ørkenstat, men ikke desto mindre anlagde landets første præsident kilometerlange springvand, der stadig kører i døgndrift. Præsidenten havde en ambition om, at landet skulle på verdenskortet. Der skulle være handelsaftaler, og der blev bygget en ny lufthavn med en terminal formet som en ørn. Han var meget visionær – eller manisk på en eller anden måde. Turkmenistan fik ikke de handelsaftaler, som præsidenten håbede på, og nu står Asjkhabad i stedet som en marmoroase midt i ørkenen.«
GALLERI
Tip! Klik på et af billederne for at vise galleriet i større format.
