Bar røv og Kalashnikov

– til manddomsprøve i Omodalen

I Omodalen i det sydvestlige Etiopien er tiden nærmest gået i stå. Her kan den stædige eventyrer møde stammefolk, som lever i pagt med naturen. Det er et af de bedste – og sidste – steder i Afrika. Det er dog ingen søndagsudflugt. Dårlige veje og primitive forhold sætter min tålmodighed på prøve, jo dybere ind i dalen jeg rejser.

Tekst og foto: Søren Bonde på ekspedition i 2013

Glædeligt gensyn

Uden for flyvepladsen i Arba Minch mødes jeg af et bredt smil på et venligt brunt ansigt.

”Welcome, my friend. Good to see you again!”

Andualem mødte jeg første gang i 2011, hvor jeg som optakt til at besøge verdens varmeste sted i det nordlige Etiopien tilbragte otte dage sydpå i Omodalen. Jeg ville undersøge, om der var stof nok til et senere projekt om stammefolk. Det var der i dén grad. Dalens 16 forskellige etniske grupper er ret forskellige, og mange lever meget primitivt og afsides. Nu er jeg tilbage, små to år efter, og det føles helt rigtigt. Andualem trækker mig over til firhjulstrækkeren og præsenterer mig for vores chauffør, Asrat.

”Jeg har sat Toyotaen i stand til du skulle komme,” siger Andualem.

Han er en frisk fyr i midten af 30’erne og utvivlsomt en af dem, som kender Omodalen og dens folk allerbedst. Han taler flydende engelsk og syv forskellige stammesprog, og han har rejst i dalen på kryds og tværs, siden han var barn.

Mens Asrat fylder tanken samt de mange dunke på taget, gennemgår jeg ekspeditionen sammen med Andualem. Vi har en løs plan om at besøge to eller tre stammefolk og opholde os en uges tid hos dem hver. Jeg vil ud til nogle af de fjerneste landsbyer, som er så lidt berørt af civilisationen som muligt. Og jeg vil prøve at dokumentere nogle af deres meget specielle ritualer på film og i billeder.

I naturens vold

Vi følger planen og kører mod den sydlige Omodal i håb om, at vi inden aften kan nå frem til den samme hamerlandsby, som jeg besøgte for to år siden. Vi har fået oplyst, at landsbyen forbereder en manddomsprøve. Det er et helt specielt ritual, som det ikke lykkedes mig at opleve sidste gang, og denne gang vil jeg ikke vil gå glip af det.

Men de tunge skyer i horisonten er ikke sådan at diskutere med, og vi forsinkes af adskillige regnbyger. Efter flere timers kørsel begynder mørket at falde på. Bilens lygter fanger mænd og drenge, som er på vej hjem med kvæget. Dyrenes brølen blander sig med bilradioen og den monotone motorstøj, mens jeg nyder solnedgangen gennem sideruden og langsomt døser hen. Pludselig stopper bilen, og den monotone hoppen forsvinder. Den hullede jordvej har forvandlet sig til et frådende mudderhul, som selv vores firhjulstrækker må se sig besejret af. Andualem stiger ud med en lommelygte i den ene hånd og en skovl i den anden. Bilens forparti er sunket godt ned i pløret. Dækkene finder intet at gribe fat i. Regnen siler ned, og 10 meter længere fremme løber en mindre flod tværs over vejen.

”Vi må vente, indtil regnen i bjergene stopper,” konstaterer Andualem med sindsro.

Jeg finder endnu en skovl, og sammen graver vi hjulene fri.

Tålmodighed og tallerkennegre

Jeg prøver at finde en komfortabel stilling i bilen, mens vi venter på, at vandet skal trække sig tilbage. Vi er mindre end to timers kørsel fra landsbyen, hvor festlighederne nok allerede er gået i gang uden os. Frustrerende. Det var planen, at vi skulle sove der i nat, men i Omodalen går det sjældent som planlagt. Det vidste jeg på forhånd. Alligevel valgte jeg en af de mest afsidesliggende landsbyer, som meget sjældent får besøg. Vil man gøre det mindre besværligt for sig selv, kan man besøge de landsbyer, som ligger nær vejen. De er til gengæld vant til turister – den slags som bliver et par timers tid og betaler for at tage nogle hurtige billeder sammen med de indfødte. Det ødelægger landsbyerne og deres indtryk af omverdenen, og det vil jeg ikke bidrage til.

Tidligere på dagen passerede vi en gruppe mursier, som sprang ud på vejen i fantastiske kostumer og begyndte at danse i håb om at tjene en skilling. De er meget særprægede og fotogene. Mursiernes kvinder har store huller i ørerne og læben, som fyldes ud med træ- eller lerskiver. Nogle er helt op til 20 centimer i diameter, og derfra stammer betegnelsen ”tallerken-negre”. Det var dengang, man ikke var så politisk korrekt. For os ser det vanvittigt ud, men hos mursierne er det et skønhedsideal. En sådan forestilling er nok til at tilfredsstille de fleste turister. Men jeg vil have den ægte vare, og derfor sidder jeg fast i et mudderhul. Jeg forbander min stædighed, men kommer så i tanker om, at netop denne drivkraft har givet mig de mest fantastiske oplevelser verden over. Eventyret begynder oftest der, hvor vejen slutter.

Varm velkomst

Omsider falder jeg i søvn på bagsædet. Da jeg vågner igen, er det stadig mørkt, men regnen er stoppet. Vandstanden i ”floden” er faldet, og en times tid senere forcerer vi vandmasserne.

Klokken er 3 om natten, da vi ankommer til landsbyen. Hamerfolket lever meget primitivt. Jeepens forlygter afslører en gruppe stråhytter omkring en åben plads. Det svage skær fra et ildsted forsvinder bag en flok slanke silhuetter; tre mænd er kommet ud for at modtage os.

Jeg får øje på Nielaman, som jeg boede hos i 2011. Han genkender også mig og byder mig velkommen med et bredt smil og et gedigent håndtryk. Jeg bliver høfligt henvist til en lille hytte, hvor jeg skal tilbringe resten af natten. Allerede klokken 5.30 vågner jeg ved at høre snakken og fnisen. Tre-fire børneansigter kigger nysgerrigt ind ad døren. Gad vide hvor længe de har stået dér?

Morgensamling

Vi samles i Nielamans hytte, der består af ét stort rum, som er meget mørkt og tilrøget. Den eneste lyskilde er gløderne fra det åbne ildsted. Der går nogle minutter med at vænne sig til mørket. Landsbyen får sjældent besøg, så glæden og nysgerrigheden er stor. 10 par store øjne stirrer på mig, og jeg stirrer tilbage. Det er som at træde tilbage til stenalderen. Mænd, kvinder og børn sidder langs væggene. De bærer sparsomme trevler af dyreskind på kroppen. Kvindernes udsmykning består af armringe af metal eller fletværk.

Det slår mig straks, hvor ordentligt hytten er indrettet. Alt har sin plads, og intet ligger og flyder. Gulvet er af jord, men nyfejet og fint. På ildstedet står en stor metalkedel og koger. Den har Andualem nok haft med. Denne gang havde vi 50 kilo ris og 20 kilo kaffeskaller med som gave. Risene er et vigtigt supplement til deres kost, og kaffeskallerne er ved at blive serveret. De koges med vand til en lysebrun væske, som hældes op i en flækket græskarskal på størrelse med en halv fodbold. Skallen går rundt, og vi drikker efter tur. Det smager af korn og kun en anelse af kaffe. Nogle afpillede dyreknogler på et træfad bydes rundt. En kvinde maler majskorn til mel mellem to sten, mens hendes bare bryster dingler frem og tilbage. Nielamans familie snakker lavmælt med hinanden og kigger på mig. Det er ren idyl.

Masser af masaer

Stilheden brydes gradvist af sang og truthorn. Festen er ved at begynde, og folk ankommer i stort tal fra nabolandsbyerne. Alle er for længst oppe for at forberede tyrespringet, som skal finde sted inden solnedgang. Hos hamarfolket er tyrespring en manddomsprøve, som alle teenagedrenge skal igennem. De vinder agtelse og accepteres ind i mændenes rækker.

Under et halvtag af palmeblade sidder en stor gruppe unge mænd. De er masaer – det vil sige ungkarle, som selv har gennemgået ritualet. Nu rejser de, indtil de bliver gift, fra landsby til landsby for at hjælpe andre drenge igennem ritualet. Jeg lægger det ene kamera fra mig og filmer dem med det andet. Det er anstrengende at dokumentere livet hos stammerne – men til tider også sjovt! De forstår hurtigt magien i kameraet og jeg fotograferer ivrigt. En gruppe halvnøgne piger danser udfordrende ind i mængden, mens de synger og trutter monotont i deres horn. De hviner, da de fotograferes og ser sig selv på displayet til stor morskab for drengene. Med besvær får jeg kameraet tilbage, og masaerne stiller straks op til gruppefotos med fjollede grimasser. Det er sjovt, og tiden flyver af sted. Vi kommunikerer uden at tale samme sprog. En gruppe af ældre mænd betragter os lidt på afstand. De er småfulde, men for gamle til at fjolle rundt. I stedet kikker de dybt i lerkanderne, som i morges var fyldt med en gæret drik.

Mændenes traditionelle klædedragt er suppleret med en Kalashnikov, også kendt som AK-47. Den automatiske riffel har desværre fundet indpas hos mange stammefolk som følge af konflikten i nabolandet Somalia, som destabiliserer hele Afrikas Horn.

Søren Bonde hos bannafolket på rejser til Etiopien

Kærlighed gør ondt

Midt på eftermiddagen samles vi alle på den store plads omkring en portal af grene. En tyr trækkes symbolsk igennem, og sådan viser hamerfolket deres respekt for dyret, som de er helt afhængige af for at overleve.

Nogle unge kvinder overrækker tynde grene til udvalgte masaer. Modvilligt lader mændene grenene svirpe hen over kvindernes nøgne rygge, men kvinderne fortrækker ikke en mine. Dette lille ritual er en forsmag på, hvad der venter dem, den dag de skal giftes. Ryggene på gifte kvinder er fyldte med lange ar efter piskeslag. Det er et tegn på opofrelse og hengivenhed over for sin mand og sin stamme. Jo mere smerte hun udholder, jo stærkere bånd knytter hun. Det forventes til gengæld, at manden vil beskytte hende med sit liv. Kærlighed gør i sandhed ondt.

Kvinder ordner hinandens hår i Hamerlandsby

Tyrespring

De andre masaer er travlt optaget med at indfange 16 tyre, som går frit rundt i området. Det tager sin tid. De er dygtige cowboys, som tager tyrene ved hornene og indfanger dem til ritualet. Derefter stilles tyrene på rad og række, mens andre mænd sørger for, at de ikke stikker af. En gruppe kvinder danser glade rundt på pladsen. Resten af landsbyen og alle gæsterne danner ring omkring pladsen, danser og sørger samtidig for, at tyrene ikke kan stikke af.

Da alle tyrene endelig er samlet, ankommer ritualets midtpunkt: En dreng, som vel er omkring 15 år, står klar. Han er helt nøgen, men det lader ikke til at genere ham det mindste. Masaerne sørger for, at tyrene står helt tæt og nogenlunde stille. Så sætter drengen i fokuseret løb, mens vi alle hujer begejstret. Ubesværet springer han op på ryggen af den første tyr og fortsætter i elegant løb hen over ryggene på de 15 andre, inden han springer ned på den anden side.Falder drengen, eller mislykkes han med sine løb, er han til stor skam for landsbyen og sin familie – og sig selv. Det er fascinerende at betragte, hvordan alle er fokuserede på ritualet. Der er ingen tvivl om, at det styrker landsbyens sammenhold.

Drengen drejer rundt og gentager tyrespringet nu i omvendt rækkefølge. En tyr flytter på sig, drengen mister kortvarigt fodfæstet og er nær ved at falde ned mellem de store dyr. I sidste øjeblik genfinder han balancen og klarer skærene. Den genstridige tyr får et dask af en masa og retter ind. Først efter syv løb stopper drengen, og tyrene slippes fri. Han har gennemført ritualet med bravur, for kun fire løb er påkrævet. Nu betragtes han som en mand. Hans familie kan være stolt.

En del af familien

Dagen efter tager jeg afsked med landsbyen. Det er vemodigt at skulle sige farvel. Nielamans to koner bringer mig fine perlearmbånd og -bælter, som de selv har lavet. Nielaman afklæder sig sit patronbælte og rækker frem til mig. Jeg tager imod det. Det er tomt og lugter meget røget. Det bliver et godt minde om de hyggelige mørke hytter. Så fører han mig hen i skyggen under et træ. Vi knæler, og han trækker min arm hen, så den hviler på et træstykke. På jorden ligger 15 smalle messingarmbånd, som han tvinger rundt om mine smalle håndled et efter et. Med et metalredskab presser han dem så stramt rundt om min arm, at de gnaver i huden, og det smerter helt op i albuen, når jeg drejer håndledet. Han snakker uafbrudt, mens han sætter armbåndene fast. ”Nu er du en del af familien”, griner Andualem. ”Nielaman siger, at han godt ved at det gør ondt. Men armbåndene skal sidde stramt. Du glemmer smerten efter to-tre uger.” Jeg takker Nielaman for hans venskabelige gestus og lover os begge, at vi en dag ses igen. Jeg er i hvert fald ikke færdig med Omodalen og alle dens fascinerende stammefolk. Det bliver jeg nok aldrig.