“Turen som helhed oversteg vores forventninger, selvom de var høje inden”.
Læs med på vores indtryk fra Oman.
Tekst & foto: Mogens Busk Sørensen og Kirsten Dagnæs-Hansen (okt. 2019). Opsætning: Panorama Travel.
Hvad skal man forvente af et land som Oman?
Oman kan byde på næsten alt: En imødekommende, fredelig og farverig befolkning, en ægte sultan, en spændende historie, gylden sandørken, grønne wadier, høje bjerge med dybe kløfter, hvide smukke huse, imponerende moskeer, slotte og forter, suveræne strande og klippekyster, livlige markeder/souq’er og nå ja – dadler (’7 om dagen’), kaffe (med kardemomme), omanibrød og grillstegt, friskfanget fisk.
Vi bringer her friske rejseberetninger fra Oman fra nogle af vores nyligt hjemvendte gæster . Læs med og oplev deres indtryk fra turen og bliv samtidigt inspireret til at udforske de mange muligheder, Oman byder på som destination.
Læs hvordan du kan skræddersy din egen individuelle rejse til Oman…
De naturskønne indtryk
Ayn Al Thawarah. En kilde og en falaj, den første af mange, gamle vandingskanaler, som vi så på turen. En del af dem er på UNESCOs verdensarvsliste. Her kunne vi bade/dyppe tæerne omgivet af dadelpalmer og bjerge. Et populært picnicsted for de lokale.
Wahiba Sands ørken. Første gang vi oplevede en rigtig sandørken med kæmpe ’sand dunes’, der skifter farver fra orangerødt til gult og gråt afhængig af lyset – betagende, så kameraet kom på overarbejde. Vi sad på toppen af en ’dune’ og så solen gå ned, med en kamel i silhuet. Kamelerne og ørkenen hører bare sammen.
Ørkencamping i Wahiba. Nærmest magisk at overnatte i ørkenen – stilheden, stjernerne – og vågne ved, at et par kameler vader forbi teltet mindre end en halv meter fra ens hoved.
Jabal Shams – “Balcony Walk”. Startede (næsten) ved solopgang med en 4 timers vandretur på klippehylder – ikke så skræmmende som ved første blik oppefra. En fantastisk udsigt á la Grand Canyon til Wadi Al Nakhar og ’Den forladte landsby’ ca. 1000 m lige nedenunder.
“Det skal bare opleves”
Via Al Hamra ad en meget lang og vanskelig men særdeles smuk tur på bjergveje i Jabal Akhdar (’De Grønne Bjerge’) og med en afstikker til landsbyen Balad Sayet til det højeste bjerg i Oman (3000 meter) Jabal Shams. Overnatning i flotte ’beduin’-hytter/telte på Sama Hights Resort.
Wadi Bani Awf /Wadi Al Nakhar. Frodig og utrolig smuk. 2 timers vandretur, men nåede ikke helt ind i bunden til ’Den forladte landsby’ – det ville have taget yderligere 2 timer, og vi var ved at være ’lidt brugte’.
Ras Al Jinz. Skildpaddestranden, hvor bla. de store, grønne havskildpadder kommer op og lægger æg, når det er blevet mørkt. Det var virkelig interessant at se fire store, grønne skildpadder grave halv meter dybe huller i sandet, lægge æg og dække hullet til igen, inden de igen forsvandt i mørket ned mod havet. Et par nyklækkede unger søgte samme vej.
Maghsail Beach. Vel nok den flotteste og bedste strand vi nogensinde har badet fra.
Wadi Tiwi. Vandretur i endnu en smuk, frodig wadi, der til forskel fra de andre, som vi havde været i, var beboet.
Wubar/Ubar/Shashar. Den forsvundne by – arkæologisk udgravning lige i kanten af Rub Al Khali (“The Empty Quarter”), verdens største sandørken, som strækker sig langt ind i Saudiarabien og lidt ind i Yemen. Her er ingen veje, så det kræver en stedkendt, erfaren ’ørken-chauffør/guide’ som Mahmood, at nå frem til de imponerende – og brandvarme sandbanker ved Al Hashmann.
Frankinsense-træer.“Vilde” og derfor i stand til at “bløde” harpiks, som Mahmood demonstrerede. Bruges til røgelse.
Souq, Mutrah Fort. På toppen af klippen med en flot udsigt over Mutrah og havnen med Sultanens tre luksusskibe.
De menneskelige indtryk
Bryllup i Al Qabil. Virkelig en oplevelse, vi vil huske. Bryllupper i Oman varer to dage og er første dag delt op i en mandefest og en kvindefest. Vi var med til mændenes fest med bryllupsmiddag på en plastikdug på gulvet og spisning med fingrene (sikken et svineri – vores børnebørn ville have følt sig helt hjemme her), og bagefter sang og dans. En sjov detalje: Nogle af mændene bar den traditionelle sølvdolk Khanjar i kjortelbæltet sammen med mobiltelefonen.
“Alletiders improvisation, men det kan man naturligvis ikke planlægge hjemmefra”
Inviteret indenfor til kaffe, dadler og granatæbler hos en gedehyrde. Hans søn og barnebarn var der også, og én af gederne kom ind for at være med – hyggeligt.
Gedemarkedet i Nizwa. Hver fredag fra 7 til 9. Meget livlig og spektakulært. Det virker umiddelbart kaotisk med et “gedemarked”, men når man har betragtet det nogen tid, finder man ud af, hvor organiseret det egentlig er.
“Turen som helhed oversteg vores forventninger, selvom de var høje inden”
De kulturelle og arkitektoniske indtryk
Sultan Qaboos’Al Alam Palace. Både det gamle og det nye. De portugisiske forter Mirani og Jabali samt en masse flotte regeringsbygninger i den altdominerende hvide omanistil (alt kun set udefra). Vi ventede til lige før solen gik ned, og der var lys på paladset og forterne – og stort set ingen turister.
Jabreen Castle. Er måske det flotteste i Oman (og det eneste, man behøver at se indefra). Også interessant at opleve (på afstand – for vi var ikke velkomne) en kvindefrokost i et hjørne af slotsgården. Det var Kvindernes Dag i Oman.
Taqah Castle. Virkelig flot restaureret museum, som indtil 1984 var officiel residens for de lokale guvernører (walis). Taqah er navnet på de limsten, som slottet er bygget af.
Misfat Al Abriyyin. Det siges, at har man kun tid til én af de gamle byer i Oman, så skal man vælge Misfat med restauranten ’Old House’, honningforretningen (dyr), badene, de smalle pitoreske gyder og det nyåbnede hotel på toppen af en lille klippe midt i byen.
Beach Resort Salalah. Ligger lidt isoleret ned til en flot, kridhvid strand og pænt store bølger. Gaderne bagved hotellet ligger øde hen, fordi man var i gang med at rive ned og bygge nyt i bydelen Ad Dahariz Al Janubiyyah.
Sultan Qaboos Grand Mosque. Imponerende! Fik en hurtig (’Pixi’) intro til islam.
Sur. Flot by med de hvide bygninger på en tange omgivet af dybblåt hav. Sur er berømt for sit dhow skibsværft.
De kulinariske indtryk
Fort Nakhal. Hentede mad i en lille restaurant og spiste det på omanivis hos vagterne på det ellers lukkede fort (pga. renovering).
Overnatning i Safari Desert Camp. Her fik vi lækre, friskbagte, papirtynde omanibrød.
Fiskemarked i Barka. Bedre og færre turister (dvs. ingen) end på det mere kendte fiskemarkedet i Mutrah, som ellers var på programmet.
Wadi Darbat. En meget grøn wadi med vilde figen- og oliventræer. Her er en grotte, der engang blev brugt af beduinerne. De høje ’vandfald’ var desværre udtørret. Længere inde er der en kilde og et falaj-kanalsystem, hvor kamelhyrderne stadig tager deres kamelflok op for at drikke. ’Ko-beduinerne’ bruger de gamle klippehuler til stalde. Mødte en kamelhyrde, der var på vej for at malke sin kamelflok. Det ville vi gerne have overværet, men der var desværre ikke tid. Kamelmælk siges at være sundt for helbredet – ja, der er faktisk ingen ende på alt det, som kamelmælk og kamelkød kan helbrede.
Nizwa Souq. Den bedste souq vi var i. Især én butik med dadler, kaffe, krydderier mm. stak ud – ja, og så den med dadelslik.
Læs rejseberetninger fra andre spændende lande
Panorama Travel ApS
Mail: kontakt@panoramatravel.dk
Tlf.: +45 7070 7316
c/o Ravnholt Gods
Ravnholtvej 57
5853 Ørbæk, Danmark
Sydbank 6845-0002194605
IBAN-nr.: DK5868450002194605
SWIFT-kode: SYBKDK22
CVR-nr.: 37413399