Tadsjikistan markedsfører sig selv med sloganet ”93 procent bjerge, 100 procent eventyr”. Det er ikke helt ved siden af. Landet ser få turister, og der venter mange spændende oplevelser til den, der vover sig ind i bjergene ad de dårlige veje i en af verdens barskeste egne.
Tekst & foto: Søren Bonde
Roadtrip på legendariske Pamir Highway
Landcruiseren suser rundt i hårnålesvingene. Sikkerhedsselen holder mig på plads i sædet, mens chaufføren kunstfærdigt men i lidt for høj fart navigerer uden om hullerne i vejen. ”Khorog five minuttes”, meddeler han, og jeg ser frem til at strække benene og spise frokost på en ordentlig restaurant i Pamirs største by. Vi kører igennem et meget smukt og dramatisk landskab på den legendariske Pamir Highway (M41), som er verdens næsthøjeste hovedvej. Der er uenigheder om hvor den begynder og ender, men mange er enige om, at den går fra Tadsjikistans hovedstad Dushanbe til Kirgisistans hovedstad Bishkek. Et langt stykke følger vejen Panj-floden, som danner grænse til Afghanistan.
Det krigshærgede land er bogstaveligt talt kun et stenkast væk, og gennem kameraets zoom-linse kan jeg følge livet på den anden side af floden. Selvom Tadsjikistan er fattigt, er forholdene tydeligvis endnu mere basale ovre på den anden side, hvor dårlige grusveje, æsler og enkelte udtjente Toyota Corolla’er lader til at være normen.
Korruption og kiksede kasketter
Vi kører ind i Khorog ad den smalle hovedgade. Foran basaren stoppes vi af politiet. Det er tredje gang, jeg besøger byen, så det kommer ikke bag på mig. Som så mange andre steder i landet er her altid politikontrol, og en bil på kirgisiske plader slipper ikke uset forbi. Jeg har allerede fundet passet frem, inden chaufføren ruller ruden ned, og en betjent med lille selvtillid og al for stor kasket kigger ind. Han betragter chaufførens papirer og mit pas, der er fyldt med eksotiske viseringer.
Han kan tilsyneladende ikke finde mit tadsjikiske visum men er for stolt til at spørge efter det. I stedet studerer han et ældre visum fra Turkmenistan. Misfornøjet returnerer han vores dokumenter. Der er ikke noget at komme efter. Hans blik fanger chaufførens sikkerhedssele, og de begynder at diskutere højlydt på russisk. Efter to minutter tager chaufføren sikkerhedsselen af. Med løftet pegefinger giver betjenten tegn til, at vi kan køre videre. ”Han sagde, det er forbudt at køre med sikkerhedssele i Khorog”, forklarer chaufføren vantro. ”Hvad!? Fik du så en bøde”, spørger jeg. ”Nej da, jeg tror han selv indså, at det var for langt ude.” Kort efter er vi flade af grin. Tadsjikistan er et af verdens mest korrupte lande, så intet overrasker os. Ude i landsbyerne mærker man dog intet til det, og jeg glæder mig allerede til at forlade Khorog igen.
I karavanernes fodspor
Efter frokost er vi på farten igen. Fra Khorog går Pamir Highway østpå ind gennem bjerglandet. Jeg vælger dog i stedet at følge dens afstikker langs floden sydpå ind i den frodige Wakhan-dal. Den rute går gennem små landsbyer, hvor tiden har stået stille. Utallige karavaner har rejst denne vej på Silkevejens tid. Der ligger adskillige ældgamle borge, som blev bygget på utilgængelige klippefremspring for at forsvare området, der konstant blev truet udefra på grund af sin strategiske beliggenhed.
Det er et fantastisk smukt område med gyldne marker og udsigt til høje Hindu Kush mod syd. Der er ingen hoteller eller restauranter i området, der ikke er udviklet for turisme. Det gør kun det hele mere interessant.
Chid, chai og chorkhuna
Landcruiseren drejer væk fra hovedvejen og kører ind ad en smal grusvej langs en rislende bæk. Vi stopper mellem nogle høje popler foran et hus, hvor en lille mand med mørkt hår og grønne øjne tager imod os med åbne arme og et stort smil. Han er vores vært for natten, og vi er tydeligvis ventet med længsel. ”Welcome my home!”, siger han mens han ryster min hånd så voldsomt, at den truer med at falde af, og skubber mig indenfor i huset. Pamirerne er meget gæstfri og venlige, selvom de ikke har meget at gøre godt med. Wafaï har åbnet sit hjem og driver et lille home-stay. Det er en god og let måde til at komme tæt på de lokale og få et indblik i deres dagligdag.
De traditionelle pamir-huse kaldet chid er enkle men smukke og bygget ud fra samme ældgamle grundplan. For det utrænede øje virker de meget basale, nærmest primitive uden møbler, men for de lokale er husene rige på religiøse og filosofiske referencer, der går over 2500 år tilbage til ariske traditioner og zoroastrisk filosofi. Selve huset symboliserer universet og er stedet, hvor familien beder, fordi de ikke har nogen moske. Pamirerne er ismailier, som er en gren af shia-islam, der er udbredt i det sydlige Tadsjikistan og også ovre på den anden side af floden. Huset er bygget af kalkede sten og har fladt tag, hvorpå hø, abrikoser, morbær og kolort ligger til tørre.
Wafaï fører mig ind ad en kort korridor til en stor, kvadratisk stue. Han er allerede blevet bedste ven med min chauffør, som har døbt ham til “Mr. Wifi”. Omkring stuen er tre store forhøjede platforme. Jeg sætter mig på en af dem, hvor der er dækket op. ”Chai?”, spørger Wafaï og hælder te op i en lille skål uden at vente på svar. Jeg går i gang med en rygende suppe med brød og frugt, imens Wafaï forklarer på et gebrokkent engelsk: ”Platformene symboliserer naturens tre ”riger” – dyr, mineraler og planter”, forklarer han. ”Fem stolper holder loftet oppe og refererer til de vigtige skikkelser i shia-islam: Mohammed, hans svigersøn Ali, Fatima (Alis kone) og deres sønner Hassan og Hussein. De refererer desuden til islams fem søjler og til guddomme fra den ældgamle zoroastriske tro: Surush, Mehr, Anahita, Zamyod og Ozar.” Wafaï er stolt af sit folks historie og glad for at kunne dele den med en interesseret fremmed. ”Antallet af loftsbjælker afhænger af husets størrelse og lokale traditioner. Nogle mener, at huset skal have 49 bjælker – en for hver af ismailiimam, mens andre mener, at 72 – en for hver af Alis tilhængere, der blev dræbt ved Karbala – er det rigtige.” Jeg kender godt til zoroastrismen fra mine talrige rejser i Iran, hvor enklaver af verdens ældste monoteistiske religion stadig eksisterer.
Jeg skubber suppeskålen fra mig og slår mave op ad væggen. Wafaï rydder af, mens jeg stirrer betaget op i loftet. Dagens sidste lys strømmer ind gennem fire smukt udskårne koncentriske kvadrater – den såkaldte chorkhuna på farsi eller ”fire huse”. Firtallet symboliserer de fire elementer jord, vand, luft og ild, hvoraf ilden – renheden – er den helligste i zoroastrismen. I det farverige interiør dominerer rød – symbol for solen, blod/liv og ild – og hvid, som symboliserer lys og mælk (kilden til menneskets velbefindende). Det er smukt. Jeg glemmer alt om min ømme bagdel og døser stille hen og drømmer sødt om morgendagens køretur gennem fortryllende bjergegne på Tadsjikistans hullede veje.
GALLERI
Tip! Klik på et af billederne for at vise galleriet i større format.
Panorama Travel ApS
Mail: kontakt@panoramatravel.dk
Tlf.: +45 7070 7316
c/o Ravnholt Gods
Ravnholtvej 57
5853 Ørbæk, Danmark
Sydbank 6845-0002194605
IBAN-nr.: DK5868450002194605
SWIFT-kode: SYBKDK22
CVR-nr.: 37413399