Oplev Etiopien på egen hånd
Etiopien er et af Afrikas mest spændende lande med utroligt meget at byde på. Landet er en forunderlig smeltedigel af ældgammel kultur, eventyrlige landskaber og en gæstfri befolkning. Omodalen i syd er hjemsted for nogle af Afrikas bedst bevarede stammekulturer, og i nord byder landet på UNESCO kulturarv i kongebyen Gondar, i Simien Nationalpark og de mageløse klippekirker i Lalibela. Læs med på vores rejseberetning fra Etiopien…
Få et indtryk af Etiopien
Vores korteste rejseprogram til Etiopien er på 11 dage, og det fokuserer på stammefolkene i syd. Etiopien er et stort land, og der må forventes en del transport mellem de forskellige højdepunkter. Derudover tager flyrejsen også godt og vel en halv dag i hver ende.
Vi anbefaler at planlægge en rejse på mindst 11 dage, men optimalt set gerne mindst 14 dage, alt efter hvor meget, man ønsker at opleve. Vælger man en løsning på minimum 14 dage, kan man kombinere et par af Etiopiens højdepunkter såsom Omodalen og Turkanasøen, de historiske seværdigheder i nord med Lalibela, kongebyen Gondar og Simienbjergene og den tilhørende nationalpark.
Den store rundrejse til Etiopien
Har man længere tid til rådighed, er mulighederne lige pludselig en del flere. Følger man vores 17 dages program, får man ca. 10 dage i syd og 7 dage i nord. Det er en passende mængde tid, som giver dig mulighed for at opleve diverse højdepunkter uden stress og jag.
Er du på udkig efter den ultimative Etiopienrejse, har vi også et eksempel på 25 dages program længere nede på siden. Her er der sat ekstra tid af i den nordlige del af landet. Således bliver der tid til sejlads på Tanasøen, besøg i Axum, byen Mekele, ekspedition i Danakil-ørkenen, Afrere-søen, Hamedela og besøg ved saltsø i Bereile.
Med andre ord, får du altså det helt store indblik i Etiopiens utallige muligheder, og muligheden for at opleve steder, som ser meget få turister.