Samarkand – Orientens Perle

Samarkand. Bare navnet oser af eventyr og mystik. Byen var Usbekistans hovedstad under Timurriget i 1300-tallet. Dens storslåede bygningsværker, ældgamle historie og strategiske placering på Silkevejen har til alle tider tiltrukket rejsende fra fjerne egne. Engang var det handelsrejsende, i dag er det turister.

Tekst & foto: Søren Bonde

En prægtig stad

I 1200-tallet beskrev Marco Polo Samarkand som ”en prægtig stad”, hvor karavanerne fik et kærkomment hvil, inden de begav sig videre på deres anstrengende og farefulde færd. Østpå tronede Pamir og Tian Shan-bjergene, og mod vest ventede den glohede Kyzylkum-ørken. Byen blev regionens vigtigste handelsstation, og dens velstand synliggjordes i de livlige basarer og prægtige bygningsværker. Selv i dag har tiltrækningskraften ikke aftaget. Siden Sovjet-blokkens fald og Usbekistans selvstændighed i 1991 ankommer turister i stigende antal. Samarkand er nemlig en skatkiste af arkitektoniske mesterværker fra Silkevejens tid.

Registan

Registan er byens hjerte. Ved første øjekast tager den pusten fra en. Tre blåkaklede madrassaer dominerer den store plads. På disse skoler blev unge mænd undervist i islamiske discipliner men også i matematik, logik og sprog. Pladsen er med tiden blevet Samarkands og Usbekistans vartegn, og når man oplever den ved selvsyn, forstår man let hvorfor. Her findes noget af den smukkeste arkitektur i den islamiske verden. Jeg sidder på en bænk og indånder Registans storladne atmosfære, mens aprilsolen varmer mit ansigt. En tysk guide forklarer sin gruppe, at Ulug Beg underviste i en af madrassaerne i 1400-tallet. Den berømte videnskabsmand og astronom var sønnesøn af selveste Timur Lenk eller Amir Timur, som han kaldes her.

Amir Timur

Timur kom til magten i midten af 1300-tallet ved at gifte sig med khanens datter. Han gjorde Samarkand til hovedstad, men siden flyttede den til Tashkent. Under talrige togter udvidede han rigets grænser i alle retninger og erobrede det meste af Persien. Timur forskønnede Samarkand med rigdomme hjembragt fra fjerne egne og de indtægter, som karavanerne bragte hertil. I 1405 døde han som 69-årig under et overambitiøst togt på vej til Kina og ligger nu begravet i Samarkand. Han var utvivlsomt en nådesløs herre men betragtes i dag som Usbekistans nationalhelt.

Emirens grav

Guri Emir – emirens grav – er et af byens allersmukkeste monumenter med sine gyldne vægge prydet med kalligrafiske Koran-vers og smukke mønstre. Arkitekturen er udpræget persisk, for Timur inviterede arkitekter, kunstnere og håndværkere til at forskønne sin hovedstad. Midt i rummet står stenkister, som mindesten over Timur, hans sønner og sønnesønner. Kun den mandlige del af slægten ligger her. Jeg lægger nakken tilbage, holder vejret og nyder den imponerende kuppel højt oppe.

Shah-i-Zinda

Ikke langt fra Guri Emir ligger blandt andre Timur-slægtens kvinder begravet i nekropolen Shah-i-Zinda, som er endnu et betagende bygningskompleks man bør besøge. Ved indgangen forcerer jeg en horde af pilgrimme og mødes af endnu et overvældende syn. Denne gade af mausoleer skabtes i løbet af flere hundrede år, og et af de smukkeste er Shadi Mulk Aka fra 1372, hvor en af Timurs koner ligger begravet. Shah-i-Zinda blev grundigt restaureret i 2005, og i dag stråler de blåkaklede facader atter om kap med solen. Navnet betyder ”Den levende konge” og refererer til den største helligdom – Qusam ibn-Abbas’ gravsted. Han var en fætter til Profeten Mohammed og siges at have bragt islam hertil allerede i det 7. århundrede. Alle ville begraves nær den levende konge, og Shah-i-Zinda voksede i takt med tiden.

Gør som de lokale

Mættet af indtryk trasker jeg tilbage mod hotellet. Et par tykke, glade mænd med firkantede filthatte kommer ned ad en trappe efterfulgt af en velduftende røg og madlugt. Min mave rumler samtykkende, og jeg går op ad trappen. Der er heldigvis masser af muligheder for at få stillet sin sult i Samarkand, enten i de finere restauranter eller i en – ofte hyggeligere – ”chaikhana”. I disse tehuse mødes primært mænd til en snak, men kvinder er også velkomne. Udover te serveres her traditionelle retter som ”plov” (en risret) og ”manti” (små dejpakker). Jeg tager skoene af og sætter mig ved en ”tapchan”, som er en sengeagtig platform dækket af et tæppe med et lavt bord ovenpå. Her sidder man i skrædderstilling og spiser med de lokale, og som de lokale. Ikke meget har ændret sig her, siden karavanernes tid. Det er meget stemningsfyldt og afslappet.