Verdensberømte Machu Picchu
Dagen byder på et af rejsens absolutte højdepunkter. Vi starter dagen tidligt og tager toget til Aguas Calientes, der ligger for foden af Machu Picchu. Machu Picchu er den mest berømte seværdighed i Sydamerika. Den har stået på UNESCOs liste over verdens kulturarv siden 1983 og blev udnævnt til et af de Syv Nye Vidundere.
Efter ankomsten til togstationen i Aguas Calientes, tager vi bussen op til ruinerne, hvor vi hører om deres opdagelse og betydning. Machu Picchu betyder gamle bjerg på inkaernes sprog, quechua. Det er et citadel fra cirka år 1450, der ligger meget smukt og utilgængeligt på en bjergryg i 2.430 meters højde. Selvom de lokale kendte til stedet, var Machu Picchu ikke kendt af de spanske erobrere og forblev ukendt for omverdenen i mange år. Det blev den amerikanske historiker, Hiram Bingham, der satte Machu Picchu på det internationale arkæologiske verdenskort i 1911 og fik æren for at have genopdaget byen. Men senere forskning har vist, at tyske opdagelsesrejsende og entreprenører kendte til Machu Picchu allerede i 1860’erne.
Machu Picchu er bygget i den klassiske inkastil med polerede stengærder og terrasseanlæg. De tre primære konstruktioner er Inti Watana (“solfangeren”), Soltemplet og Værelset med de Tre Vinduer. Der er en flot udsigt over skoven, og man kan gå op til Solporten (Intipunku), hvor Inkastien slutter. Herfra er der en forrygende udsigt over hele Machu Picchu.
Der bliver også tid på egen hånd, inden vi vender tilbage til Aguas Calientes for at spise aftensmad og overnatte.
Måltider inkluderet: Morgenmad
Overnatning på hotel i Aguas Calientes: Hotel Inti Punku (eller lignende)

Foto: Søren Bonde