Sneklædte bjerge, grønne bakker med heste og jurter, der skyder op som kæmpe paddehatte i landskabet, eller ”Centralasiens Schweiz” – bedre kan Kirgisistan næppe beskrives. På vores rejse til Kirgisistan kommer vi langt væk fra masseturismen, og vi svømmer i verdens næststørste bjergsø, Issyk Kul. Vi fravælger søens lidt kedelige nordside og prioriterer i stedet nogle af den gamle Silkevejs smukkeste strækninger og kommer tæt på lokalbefolkningen.
Rejsen er spækket med storslåede udsigter – grønne bakker, alpine landskaber, kløfter, bjergsøer – sågar verdens største valnøddeskov! Hos nomaderne bor vi i jurter og får et førstehåndsindtryk af de kirgisiske nomaders gæstfrihed og unikke levevis. Det meste af rejsen foregår i spektakulære bjergegne i 1500-2000 meters højde. Vi forcerer et enkelt pas i knap 4000 meters højde, men da er vi godt akklimatiseret og kommer hurtigt ned igen.
Nyd spektakulære landskaber i Centralasiens Schweiz
Svøm i verdens næststørste bjergsø
Bo i jurter som kirgisiske nomader
Gå en tur i verdens største valnøddeskov
Oplev folkelivet og traditionerne i Arslanbob
Nyd stilheden og vidderne ved bjergsøerne Son Kul og Sary Chelek
Bliv klogere på Centralasiens historie efter Sovjetunionens kollaps
Tip: Tryk på de små pile i nederste højre hjørne af billedet for visning i fuld skærm.
Rejseledere
Markus Bogisch er ph.d. i kunsthistorie, forfatter, redaktør og foredragsholder. Hans primære forskningsområde er middelalderkunsten i den kristne periferi og dens interaktion med den islamiske kunst samt deres fælles rødder i antikken. Markus har mange års erfaring som rejseleder med indgående kendskab til landene i Sydkaukasus, Mellemøsten og Centralasien.
Kirgisistans laveste punkt er 401 meter og ligger i Fergana-dalen. Det højeste bjerg er Jengish Chokosu på hele 7437 meter. 90 procent af Kirgisistan ligger i over 1500 meters højde, og 40 procent ligger over 3000 meter.
Det er intet under, at nogle af verdens smukkeste bjerglandskaber findes her, og denne rejse inkluderer mange af dem. Vi ser blandt andet området omkring søen Son Kul og følger smukke bjergveje til Kazarman og Sary Chelek.
På jagt med kongeørn
Ørnejagt er en tradition, som går flere tusinde år tilbage. I dag praktiseres den i Mongoliet, Kazakhstan, Kirgisistan og i Xinjiang (Kina). Kongeørnen er en af verdens største rovfugle og får et vingefang på over to meter. Ørnen bliver fanget som helt lille og behandlet som et kært familiemedlem.
Gennem årevis af hårdt, tålmodigt arbejde, træner jægeren ørnen i at jage. Byttet er fugle, især gæs, men også kaniner, harer, egern og ådsler indgår i menuen, hvis muligheden byder sig. Den kan sågar nedlægge ræv og ulv men kan ikke flyve væk med byttet. Den brækker nakken på dyrene eller fastholder dem i sine mægtige klør, indtil jægeren kommer frem.
Det er enestående at opleve kongeørnen på helt nært hold, holde den og betragte den majestætiske fugl, mens den er på jagt.
Bo som nomader
I Centralasien har jurter været den almindelige boligform, så længe nomaderne kan huske. Den passer perfekt til deres livsstil, hvor man flytter efter årstiderne og hurtigt skulle kunne komme væk, hvis man blev angrebet. Det var hverdagskost for kirgiserne, som altid har været klemt inde mellem stormagterne.
En jurt består af en fleksibel, indre trækonstruktion, som er beklædt med filt. Den kan rejses eller pakkes sammen på et par timer og transporteres på et par heste. Jurten har ét, stort rum, der både fungerer som køkken, stue, børneværelse og soveværelse. Moderne jurter kan være meget bekvemme og udstyret både med senge, brændeovn og solcelleanlæg!
Det er en enestående oplevelse at overnatte i jurter og den bedst tænkelige måde at komme tæt på nomadernes daglige liv.
Spektakulære bjerglandskaber
Kirgisistans laveste punkt er 401 meter og ligger i Fergana-dalen. Det højeste bjerg er Jengish Chokosu på hele 7437 meter. 90 procent af Kirgisistan ligger i over 1500 meters højde, og 40 procent ligger over 3000 meter. Det er intet under, at nogle af verdens smukkeste bjerglandskaber findes her, og denne rejse inkluderer mange af dem. Vi ser blandt andet området omkring søen Son Kul og følger smukke bjergveje til Kazarman og Sary Chelek.
På jagt med kongeørn
Ørnejagt er en tradition, som går flere tusinde år tilbage. I dag praktiseres den i Mongoliet, Kazakhstan, Kirgisistan og i Xinjiang (Kina). Kongeørnen er en af verdens største rovfugle og får et vingefang på over to meter. Ørnen bliver fanget som helt lille og behandlet som et kært familiemedlem. Gennem årevis af hårdt, tålmodigt arbejde, træner jægeren ørnen i at jage.
Byttet er fugle, især gæs, men også kaniner, harer, egern og ådsler indgår i menuen, hvis muligheden byder sig. Den kan sågar nedlægge ræv og ulv men kan ikke flyve væk med byttet. Den brækker nakken på dyrene eller fastholder dem i sine mægtige klør, indtil jægeren kommer frem. Det er enestående at opleve kongeørnen på helt nært hold, holde den og betragte den majestætiske fugl, mens den er på jagt.
Bo som nomader
I Centralasien har jurter været den almindelige boligform, så længe nomaderne kan huske. Den passer perfekt til deres livsstil, hvor man flytter efter årstiderne og hurtigt skulle kunne komme væk, hvis man blev angrebet. Det var hverdagskost for kirgiserne, som altid har været klemt inde mellem stormagterne.
En jurt består af en fleksibel, indre trækonstruktion, som er beklædt med filt. Den kan rejses eller pakkes sammen på et par timer og transporteres på et par heste. Jurten har ét, stort rum, der både fungerer som køkken, stue, børneværelse og soveværelse. Moderne jurter kan være meget bekvemme og udstyret både med senge, brændeovn og solcelleanlæg! Det er en enestående oplevelse at overnatte i jurter og den bedst tænkelige måde at komme tæt på nomadernes daglige liv.
Program
Dag 1
Afrejse fra København til Bishkek
Vi flyver fra København til Kirgisistans hovedstad, Bishkek, hvor vi ankommer tidligt næste morgen.
Måltider inkluderet: på flyene
Foto: Søren Bonde
Dag 2
Ankomst til Bishkek og byrundtur
Vi ankommer til Bishkek og kører til hotellet (30 min), tjekker ind og hviler nogle timer. Vi mødes igen til frokost og introduceres til det kirgisiske køkken. Blandt de klassiske retter finder vi fx manti (dumplings eller store ravioli), kuurdak (stegte kødstykker) og lagman (krydret nudelsuppe). Herefter er det blevet tid til en byrundtur i hovedstaden.
Bishkek ligger i Chuy-dalen i 800 meters højde for foden af den snedækkede bjergkæde Kyrgyz Ala-Too. Det er en moderne og sovjetpræget by med brede boulevarder og store bygningsværker uden dog at være grå og kedelig. Vi skal se et par af de store pladser og parker, historisk museum, ”Det Hvide Hus” samt basaren. Undervejs hører vi om sagnhelten Manas, der ifølge legenden samlede de 40 kirgisiske stammer til ét folk.
Manas spiller en afgørende rolle for Kirgisistans nationalforståelse. Hans epos findes i dag i mange versioner, som er blevet nedskrevet af forskellige sangere og digtere. Den længste version stammer fra en af de sidste mestersangere, Saiakbai Karalaev (1894-1971), hvis epos består af ikke mindre end 500.000 linjer. Dermed er det 18 gange længere end Homers ”Iliaden” og ”Odyseen” tilsammen.
Måltider inkluderet: morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning på hotel i Bishkek (800 moh).
Foto: Søren Bonde
Dag 3
Bishkek – Issyk Kul – Bokonbayevo (270 km, 5 timer inkl. stop)
Efter morgenmaden sætter vi kursen østpå mod søen Issyk Kul. Efter cirka halvanden times kørsel ankommer vi til byen Tokmok og Burana-tårnet, som blev bygget i det 11. århundrede. Tårnet er et af Kirgisistan få historiske mindesmærker og var sandsynligvis en gammel minaret i Balasagun, der var en vigtig handelsby på Silkevejen. Fra det 10. århundrede var den hovedstad i Karakhanid-khanatet, indtil den blev erobret af mongolerne i 1218 og jævnet med jorden.
Burana-tårnet var oprindeligt 45 meter højt, men adskillige jordskælv i tidens løb har ødelagt tårnet og reduceret højden til de nuværende 24 meter. Tårnet er fint restaureret, og fra toppen er der en fin udsigt over dalen. Et lille museum fortæller om karakhaniderne, og der sælges filt og kunsthåndværk fra en jurt ved siden af museet. På græssletten udenfor kan vi betragte en fin samling balbals, som er gamle gravsten med indgraverede ansigter af faldne soldater.
Efter besøget fortsætter vi til Issyk Kul, der med sine 6236 kvadratkilometer er verdens næststørste bjergsø (efter Titicaca i Peru/Bolivia). Søen er 182 km lang og op til 60 km bred. “Centralasiens Perle” ligger i den nordlige ende af Tien Shan-bjergene i 1600 meters højde. Issyk Kul betyder “varm sø” på kirgisisk, og selvom den er omgivet af sneklædte bjerge, fryser den aldrig – måske på grund af dens høje saltindhold.
I over 1500 år blev søen betragtet som hellig. I sovjet-tiden var Issyk Kul et populært ferie- og kursted, og i dag er søens nordkyst stadig populær om sommeren blandt rige kirgisere, russere og kazakher, der ankommer i dyre biler. Vandtemperaturen når op på ca. 20 grader i juli, og Issyk Kul fungerer som badestrand midt i bjergene, hvor der er meget langt til havet.
Vi kører langs søens sydlige bred og kommer til Bokonbayevo. Her skal vi bo i jurter, og det er en sjov og charmerende oplevelse. Om eftermiddagen kan vi slappe af i jurtlejren, og der er mulighed for en dukkert i søen, hvis man har lyst.
Måltider inkluderet: morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning i jurter i Bokonbayevo (1800 moh).
Foto: Søren Bonde
Dag 4
Ørnejagt og videre til Kochkor (120 km, 2 timers kørsel)
Om morgenen skal vi være vidne til en af Centralasiens gamle, stolte traditioner. I Kirgisistan lever ørnejagten stadig, og man anvender den store og majestætiske Kongeørn (aquila chrysaetos). Vi får demonstreret en kaninjagt, og det er en stærk og spændende oplevelse, når vi kommer helt tæt på. Der er mulighed for at holde ørnen bagefter.
Derefter fortsætter vi til Kochkor. Her bliver vi indkvarteret i gæstehus og spiser frokost. Om eftermiddagen skal vi prøve i fællesskab og sammen med et par lokale kvinder at lave et shyrdak(filttæppe).
Måltider inkluderet: morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning i gæstehus i Kochkor (1800 moh).
Foto: Søren Bonde
Dag 5
Kochkor – Son Kul (140 km, 7 timer)
I dag lægger vi Issyk Kul bag os og har en smuk køretur foran os. Fra 1600 moh bevæger vi os gradvist op til Son Kul i 3000 meters højde. Den anden halvdel af turen går langsomt ad dårlig vej men med fantastiske udsigter. Son Kul er Kirgisistans højest beliggende bjergsø og ligger meget smukt omgivet af grønne bakker og sneklædte bjerge.
Nomaderne kommer til Son Kul om sommeren for at græsse deres dyr. Heste løber frit omkring, og får og geder græsser mellem jurterne. De næste to nætter skal vi sove i jurter som nomader i en ganske traditionel jurtlejr. Jurterne deles af fire-fem personer, og de er udstyret med senge og varmeovne. Der uddeles ekstra tæpper efter behov, og i lejren findes meget basale bade- og toiletforhold.
Måltider inkluderet: morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning i jurter ved Son Kul (3000 moh).
Foto: Søren Bonde
Dag 6
Idyl og bjergenes stilhed ved Son Kul
Hele dagen er afsat til at nyde området omkring søen. Vi har god tid til at nyde det smukke landskab og komme tæt på nomadernes levevis. Son Kul er 29 km lang og 18 km bred og har altid været en af nomadernes foretrukne pladser om sommeren. Vi er langt væk fra civilisationens larm.
Der er ingen træer i miles omkreds, men i græsset findes edelweiss, og nervøse murmeldyr stikker hovedet op fra huller rundt omkring. Foruden de mange får og heste, som græsser rundt om lejren, tiltrækker søen adskillige arter vandfugle, og i bjergene lever både ræv, ulv og den sky og smukke sneleopard, som dog lettest ses om vinteren.
Dagene er oftest solrige med klart vejr og 15-20 grader, men som bekendt er vejret omskifteligt i bjergene, og det kan være blæsende, så en fleecetrøje eller vindjakke er god at have med. Om natten skal man være forberedt på, at det bliver koldt, og de fleste vil sikkert finde det kærkomment med en form for nattøj udover de tæpper, vi får udleveret.
Dagen er afsat til vandre- og rideture i området og afslapning i jurtlejren. Vi kan gå på jagt efter gamle helleristninger i bakkerne, og i lejren får vi et indblik i nomadernes enkle liv og mærker deres gæstfrihed. Et kirgisisk ordsprog siger, at “gæster er sendt af Gud”, så nomaderne lader ikke fremmede passere uden at byde dem ind for at smage på deres kurut (tørrede yoghurt-kugler) og nationaldrikken kumis (gæret hoppemælk). Velbekomme!
Måltider inkluderet: morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning i jurter ved Son Kul (3000 moh).
Foto: Søren Bonde
Dag 7
Son Kul – Kazarman (190 km, 6 timer)
Dagens etape går sydvest til Kazarman, som er en ret isoleret by (10.000 indbyggere). Langt det meste af Kirgisistan består af bjerge, og ruten byder på storslåede bjerglandskaber med kløfter og fine udsigter, som vi stopper for at nyde fuldt ud.
Kazarman er et levn fra sovjettiden, og der lader ikke til at være sket meget i byen siden. Efter ankomst er der tid til at gå en tur i Kazarman eller slappe af.
Måltider inkluderet: morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning i privat hjem (home-stay) i Kazarman (1300 moh).
Foto: Søren Bonde
Dag 8
Kazarman – Arslanbob (240 km, 8 timer)
Vi begynder forholdsvis tidligt, da vi skal køre et godt stykke vej. Dagen byder på flere storslåede bjerglandskaber, og vi har fotostop undervejs. Om eftermiddagen ankommer vi til Arslanbob, som er kendt for at have verdens største naturlige valnøddeskove. Her produceres 1500 tons valnødder årligt.
Arslanbob er mere traditionsbunden og konservativ (religiøs) end de andre steder, som vi besøger på denne rejse. Lange bukser og dækkede skuldre tilrådes for ikke at stikke for meget ud i mængden, men det er dog ikke et krav.
Måltider inkluderet: morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning i privat hjem (home-stay) i Arslanbob (1600 moh).
Foto: Søren Bonde
Dag 9
Hyggelige Arslanbob
Vi har igen en dejlig dag uden kørsel. I stedet skal vi ud at strække benene. Om formiddagen går vi fra basaren til et vandfald lige i nærheden, som også er et populært udflugtsmål for de lokale. Det er et godt sted til at få en snak og et indblik i kirgisernes liv.
Eftermiddagen er afsat til en kort vandretur i valnøddeskoven, hvor vi også holder picnic. Skoven dækker et område på 11.000 hektarer og har fået tilnavnet “Kirgisistans kongelige skov”. Skoven er meget gammel, og herfra sendtes valnødder til andre egne langs Silkevejen.
Måltider inkluderet: morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning i privat(e) hjem (home-stay) i Arslanbob (1600 moh).
Dag 10
Arslanbob – Sary Chelek (225 km, 5-6 timer)
Vi forlader Arslanbob forholdsvis tidligt og efter nogen tid svinger vi nordover igen. Her følger vi et stykke af den mægtige Naryn-flod, som har sit løb ind i Usbekistan, hvor den mødes med Syr-Darya, der har sit udløb i Aralsøen. Om eftermiddagen ankommer vi til landsbyen Arkit, der ligger ved indgangen til naturreservatet Sary Chelek.
Måltider inkluderet: morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning i gæstehus i Arkit (1350 moh).
Foto: Søren Bonde
Dag 11
Underskønne Sary Chelek
Naturbeskyttelsen af Sary Chelek begyndte i 1959, og i 1978 kom området under UNESCO som et såkaldt ”World Biosphere Reserve”. Det ligger i 1200-4250 meters højde og omfatter en kæde af syv bjergsøer, hvoraf den største er Sary Chelek. Navnet betyder ”Gule Spand” og refererer sandsynligvis til den farve, som træerne omkring det blågrønne vand antager i det tidligere efterår.
Naturreservatet er et yndet udflugtsmål for kirgisere, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Det er nemlig en af Kirgisistans naturperler. Søen Sary Chelek er forholdsvis lille (7½ km lang, 1½ km bred) og ligger med adgang til nåle-, frugt- og nøddeskov i knap 1900 meters højde. Reservatet er hjemsted for over 1000 plantearter, 160 fuglearter, 34 arter af pattedyr – heriblandt bjørn, los og sneleopard.
Vi har hele dagen til at udforske naturreservatet til fods. Vi går ad stier gennem bakkelandskabet mellem søerne, og der er smukke udsigter undervejs. Tempoet er adstadigt, og ruten er forholdsvis let. Der er kun få stejle passager, og turen burde tage cirka fire timer. Hvis ikke man har lyst eller mulighed for at deltage i vandreturen, er der også mulighed for at slappe af ved søen (Sary Chelek) og gæstehuset.
Måltider inkluderet: morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning i gæstehus i Arkit (1350 moh).
Dag 12
Sary Chelek – Chychkan (250 km, 6 timer)
Efter morgenmaden er der tid til at slentre en tur gennem landsbyen, inden vi kører videre til Chychkan. Dagen byder endnu engang på storslåede landskaber fra bussen. Vi følger fortsat Naryn-floden og kommer til det store Toktogul-vandreservoir, som vi skal rundt om.
I området findes den smukke Chychkan-kløft, som gennemskæres af hovedvejen fra Osh til Bishkek, og som har en gennemsnitsdybde på 2200 meter. Kløftens sider er dækket af skov, og i bunden er en flod, som løber ud i Toktogul-reservoiret. Chychkan er desuden berømt for sin honning, som får sin sødme og velduft fra kløftens mange blomster og urter.
Hen ad eftermiddagen ankommer vi til Chychkan. Hvis der er tid, kan vi gå en tur i området.
Måltider inkluderet: morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning i gæstehus i Chychkan (2200 moh)
Dag 13
Retur til Bishkek
Vi kører tilbage mod Bishkek. Turen går gennem den smukke Suusamyr-dal og op over passet Too-Ashu (3200 m) med uforglemmelige udsigter undervejs. Fra passet kører vi de sidste 140 kilometer til Bishkek.
Måltider inkluderet: morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning på hotel i Bishkek (800 moh).
Dag 14
Hjemrejse
Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen og flyver hjem.
“Kirgisistan – en rejseoplevelse af de helt store. Jeg tror, at alle følte, at vi fik mere end forventet… Jeg kan varmt anbefale Panorama Travel, hvis du vil have en oplevelse ud over det sædvanlige!” (Mi, København)
Info om rejsen
De generelle forhold
Man skal være indstillet på, at forholdene udenfor byerne er meget enkle og basale, når man rejser til Kirgisistan. Landet er ikke synderligt udviklet for turisme, og vi søger desuden ud til nogle af landets afkroge. Netop derfor bliver oplevelserne unikke, men en god portion spejderånd er en forudsætning for en god oplevelse.
Der er ingen særlige helbredskrav, blot man er i almindelig form. Det meste af rejsen foregår i cirka 1500 meters højde, og der er et par dage i 3000 meters højde. Både rute og program er lagt således, at der er rimelig god mulighed for højdetilvænning, hvilket minimerer risikoen for højdesyge.
Ovennævnte skal på ingen måde opfattes som afskrækkende – vi vil blot gerne informere om de faktiske forhold. Rejser til Kirgisistan er en fantastisk chance for at opleve et meget smukt hjørne af verden, som stadig ser ganske få turister.
Køreturene
Vejens stand er generelt rimelig. Ofte er det asfalt med huller her og der. Visse steder er vejen dårlig (grusvej) – særlig på strækningen fra Kochkor op til Son Kul. Med den rette indstilling er det bare med til at forstærke eventyret, og landskaberne er det hele værd. Ruten går over bjergpas, som har hårnålesving – har du tendens til køresyge, så prøv om du kan sidde længst fremme i bussen/bilen. Udsigterne er imponerende, og vi stopper mange steder for at nyde dem fuldt ud.
Overnatningerne
Rejsen byder på hele fire forskellige typer af indkvartering: hotel, gæstehus, privat hjem (home-stay) og jurt.
Hotel i Bishkek (4*) – en blød start på rejsen.
Med gæstehus skal forstås små, hyggelige og familiedrevne steder – kan være en stor villa eller lignende, hvor man nogle gange har eget bad og toilet, og andre gange deler med et par andre værelser. Der kan være stor forskel på værelserne.
Private hjem (home-stay) er et niveau mere simpelt. Her åbner lokale familier deres hjem og byder os velkomne. Typisk har de en separat fløj og det kan ofte minde om at bo i gæstehus. Hverken enkelt- eller dobbeltværelser kan garanteres, og vi deles om bad og toiletter. Afhængig af gruppens størrelse fordeles vi i flere huse, som ligger i nærheden af hinanden. Disse steder benytter vi, når der ikke er andre muligheder, dvs. i landsbyerne. Det plejer at være en god og sjov oplevelse, hvor vi kommer til at mærke den lokale gæstfrihed.
Jurter. Det er en enestående oplevelse, som har stærke rødder blandt nomaderne i Centralasien. Jurter er ”filttelte” og nomadernes traditionelle boligform. Vi bor fire-fem personer i hver jurte og sover i senge. Det er ganske hyggeligt og mere komfortabelt end det lyder. Jurtlejren ved Bokonbaevo er lidt moderniseret men ligger smukt lige ned til søen. Jurtlejren ved Son Kul er mere autentisk. Jurterne kan opvarmes af en ovn, og man kan få udleveret ekstra tæpper til natten, som på grund af højderne kan være kold selv om sommeren. En lagenpose og/eller sovepose er en god idé. I jurtlejren findes ”toilet” (et skur med hul i jorden), og bad består af en spand koldt vand. Det anbefales derfor at bade før og efter ophold i jurterne. Der kan være en generator, som kører et par timer om aftenen, men ellers er der ingen elektricitet. Medbring derfor lommelygte og ekstra batterier til kamera mv.
Gruppe
Pris: DKK 18.980
Max. 15 deltagere!
Rejsen inkluderer
Fly København – Bishkek retur
Hotelpakke STANDARD+: 4* hotel i delt dobbeltværelse i Bishkek. Derudover private hjem, gæstehuse og jurte-lejr (her kan enkeltværelse ikke garanteres).
HELpension
Transport i bus hele vejen
Entréer
Engelsktalende følgeguide
Dansk rejseleder
Rejsen inkluderer ikke
Afbestillings- og rejseforsikring
Drikkevarer til måltider udover vand
Drikkepenge til guide, dragere og chauffør
Evt. leje af heste (meget billigt i Kirgisistan)
Tillæg for enkeltværelse: 1800,-
Steder
Bishkek
Bokonbayevo
Kochkor
Son Kul
Kazarman
Arslanbob
Sary Chelek
Chychkan
Praktisk
Passet skal være gyldigt 6 måneder efter hjemrejse.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage at du er indforstået med det.OkNejPrivacy policy