Namibiaørkenen

Namibørkenen


Den storslåede Namibørken strækker sig over 2000 kilometer langs Atlanterhavet og har været præget af det tørre i klima imellem 55-80 millioner år. Grundet dens alder rummer ørkenen flere endemiske arter end nogen anden ørken i hele verden. En stor del af dyrene er mindre, hvirvelløse dyr, men i Namib er der også både elefanter, oryx-antiloper, bjergzebraer og løver.

Namibørkenen modtager ofte kun 2 mm regn årligt og er præget af både sten- og sandsletter. Stort set hele Namib er ubeboet, på nær enkelte små bosættelser af lokale stammer såsom ovahimba, obatjimba herero og topnaar nama. Namib-Naukluft National Park er den største af sin slags I HELE AFRIKA og også en af verdens største, og den strækker sig over en stor del af Namibørkenen. Selve ørkenen er næsten dobbelt så stor som Danmark (80.950 km2), og de enorme vidder, former og farver er en fantastisk oplevelse på alle måder!

Løve og elefanter på rejser til Namibia

Etosha


Man kan næsten ikke sige Namibia uden at sige Etosha! Med sine over 22.000 km2 er den berømte nationalpark en mastodont både hvad angår størrelse og dyreliv. Etosha har fået navn efter sin store saltslette, som dækker næster 25 procent af parkens samlede areal. Vil man opleve de mange afrikanske dyr, er Etosha det HELT rigtige sted. Parken bugner af elefanter, zebraer, springbukke og meget mere – her er faktisk registreret 114 forskellige arter pattedyr!

Etosha er også særlig kendt for at huse den største bestand at det sjældne sorte næsehorn, og det er desuden et af Afrikas bedste steder at opleve de store rovdyr; her er gode bestande af både løver, leoparder, geparder, hyæner og sjakaler. Ud over de mange pattedyr har Etosha også et mangfoldigt fugleliv med 340 forskellige arter. Parken har desuden en række forskellige naturtyper – alt fra græs- og skovsavanne til saltørkener.

Himba-folket på rejser til Namibia

Himba-folket


Himba-folket er en etnisk gruppe på omkring 50.000 mennesker i det nordlige Namibia og sydlige Angola. De er et semi-nomadisk, pastoralistisk folk med faste bopladser, hvor de dyrker afgrøder.

Mændene hyrder kvæget og er ofte væk fra familien i længere perioder. De slagter dyr, bygger hytter og deltager i rådslagninger med landsbyens stammehøvdinge. Kvinderne henter vand, vedligeholder hytter, samler brænde, laver mad, passer børn, fremstiller kunsthåndværk, tøj og smykker samt malker køer og geder.

Alle bærer traditionelt tøj, der oftest består af en nederdelslignende beklædning af kalve- og fåreskind eller – i stigende grad – moderne tekstiler.

Især kvinderne er kendt for at dække deres hud med otjize-pasta, som er en blanding af smørfedt og okkerpigment. Otjize renser huden over længere tid og beskytter mod varmen og insektbid. Den giver også deres hårfletninger en karakteristisk rød-orange tekstur og parfumeres ofte med aromatisk harpiks.

Luksussuite på rejser til Namibia

Lodges


Vi har udvalgt nogle særlige overnatningssteder til jer på denne rejse. Det gælder både komfort og beliggenhed. Vi synes det er vigtigt, at man efter en lang men oplevelsesrig dag kan vende hjem til en dejlig lodge i afslappende omgivelser, hvor service og beliggenhed er i top. På denne rejse bor i på gode, mindre, familiære lodges, både i form af bungalows, telte og værelser.

Vores lodges ligger tæt på dyrelivet, fx i Etosha, så vi har bedre mulighed for at opleve dyrene på forskellige tider af døgnet og ikke spilder tid på unødig kørsel.

Namibørkenen


Den storslåede Namibørken strækker sig over 2000 kilometer langs Atlanterhavet og har været præget af det tørre i klima imellem 55-80 millioner år. Grundet dens alder rummer ørkenen flere endemiske arter end nogen anden ørken i hele verden. En stor del af dyrene er mindre, hvirvelløse dyr, men i Namib er der også både elefanter, oryx-antiloper, bjergzebraer og løver.

Namibørkenen modtager ofte kun 2 mm regn årligt og er præget af både sten- og sandsletter. Stort set hele Namib er ubeboet, på nær enkelte små bosættelser af lokale stammer såsom ovahimba, obatjimba herero og topnaar nama. Namib-Naukluft National Park er den største af sin slags I HELE AFRIKA og også en af verdens største, og den strækker sig over en stor del af Namibørkenen. Selve ørkenen er næsten dobbelt så stor som Danmark (80.950 km2), og de enorme vidder, former og farver er en fantastisk oplevelse på alle måder!

Etosha


Man kan næsten ikke sige Namibia uden at sige Etosha! Med sine over 22.000 km2 er den berømte nationalpark en mastodont både hvad angår størrelse og dyreliv. Etosha har fået navn efter sin store saltslette, som dækker næster 25 procent af parkens samlede areal. Vil man opleve de mange afrikanske dyr, er Etosha det HELT rigtige sted. Parken bugner af elefanter, zebraer, springbukke og meget mere – her er faktisk registreret 114 forskellige arter pattedyr!

Etosha er også særlig kendt for at huse den største bestand at det sjældne sorte næsehorn, og det er desuden et af Afrikas bedste steder at opleve de store rovdyr; her er gode bestande af både løver, leoparder, geparder, hyæner og sjakaler. Ud over de mange pattedyr har Etosha også et mangfoldigt fugleliv med 340 forskellige arter. Parken har desuden en række forskellige naturtyper – alt fra græs- og skovsavanne til saltørkener.

Himba-folket


Himba-folket er en etnisk gruppe på omkring 50.000 mennesker i det nordlige Namibia og sydlige Angola. De er et semi-nomadisk, pastoralistisk folk med faste bopladser, hvor de dyrker afgrøder.

Mændene hyrder kvæget og er ofte væk fra familien i længere perioder. De slagter dyr, bygger hytter og deltager i rådslagninger med landsbyens stammehøvdinge. Kvinderne henter vand, vedligeholder hytter, samler brænde, laver mad, passer børn, fremstiller kunsthåndværk, tøj og smykker samt malker køer og geder.

Alle bærer traditionelt tøj, der oftest består af en nederdelslignende beklædning af kalve- og fåreskind eller – i stigende grad – moderne tekstiler.

Især kvinderne er kendt for at dække deres hud med otjize-pasta, som er en blanding af smørfedt og okkerpigment. Otjize renser huden over længere tid og beskytter mod varmen og insektbid. Den giver også deres hårfletninger en karakteristisk rød-orange tekstur og parfumeres ofte med aromatisk harpiks.

Lodges


Vi har udvalgt nogle særlige overnatningssteder til jer på denne rejse. Det gælder både komfort og beliggenhed. Vi synes det er vigtigt, at man efter en lang men oplevelsesrig dag kan vende hjem til en dejlig lodge i afslappende omgivelser, hvor service og beliggenhed er i top. På denne rejse bor i på gode, mindre, familiære lodges, både i form af bungalows, telte og værelser.

Vores lodges ligger tæt på dyrelivet, fx i Etosha, så vi har bedre mulighed for at opleve dyrene på forskellige tider af døgnet og ikke spilder tid på unødig kørsel.

orangutan på rejser til Borneo

Danum Valley


Danum Valley er et område på 438 km2 forholdsvis uberørt lavlandsskov med enormt høje dipterocarp-træer, som er den dominerende trætype i denne tropiske skov – og netop her finder vi verdens højeste tropiske træ på 100,8 meter.

I Danum findes en enorm rigdom af både flora og fauna og arter som gibbon, orangutang, forskellige kattedyr, og Borneos pygmæelefanter, og en fugleliste på omkring 300 arter – herunder alle Borneos 8 arter af næsehornsfugle.

Det er simpelthen et paradis for alle, der holder af vild natur! Danum Valley er et af de bedste steder at opleve helt vilde orangutanger på Borneo. Området har status som et Class 1 Forest Reserve, hvor tømmerhugst ikke er tilladt.


Havskildpadde på rejse til Borneo

Selingan Island


Selingan Island er en ø cirka 40 km nord for byen Sandakan på Sabahs østkyst. Øen er en af tre øer, der tilsammen danner Turtle Island National Park, men hvor kun Selingan er åben for besøgende.

Øerne har rede-strande for to arter af havskildpadder – Green Turtle, med det ucharmerende danske navn ‘Suppeskildpadde’, og den noget mindre Karette-skildpadde.

Gæster på den smukke ø har mulighed for både at slappe af og følge arbejdet med havskildpaddebevarelse – og om muligt at se en hun lægge sine æg i sandet.


næsehornsfugl på rejse til Borneo

Deramakot Forest Reserve


Deramakot Forest Reserve er et 555 km2 stort skovområde, som har været udsat for tømmerhugst – en såkaldt sekundær skov. Stedet forvaltes af Sabah Forestry, og det er det første naturlige tropiske regnskovsområde, der har modtaget certificering som ‘well managed‘ gennem FSC.

Deramakot er blevet kendt som stedet, hvor man på natlige safariture ofte kan være heldig at se flere af Borneos vilde kattearter, såsom den ikoniske og meget smukke træleopard. Ud over det er der naturligvis mulighed for at se andre nataktive dyr, såsom mouse deer, colugu og tarsier. Her er desuden også pygmæelefanter, orangutang, banteng (vilde okser) og et rigt fugle og insektliv. Og så er Deramakot bestemt ikke overrendt, og vi har masser af safari-tid.

Danum Valley


Danum Valley er et område på 438 km2 forholdsvis uberørt lavlandsskov med enormt høje dipterocarp-træer, som er den dominerende trætype i denne tropiske skov – og netop her finder vi verdens højeste tropiske træ på 100,8 meter.

I Danum findes en enorm rigdom af både flora og fauna og arter som gibbon, orangutang, forskellige kattedyr, og Borneos pygmæelefanter, og en fugleliste på omkring 300 arter – herunder alle Borneos 8 arter af næsehornsfugle.

Det er simpelthen et paradis for alle, der holder af vild natur! Danum Valley er et af de bedste steder at opleve helt vilde orangutanger på Borneo. Området har status som et Class 1 Forest Reserve, hvor tømmerhugst ikke er tilladt.

Selingan Island


Selingan Island er en ø cirka 40 km nord for byen Sandakan på Sabahs østkyst. Øen er en af tre øer, der tilsammen danner Turtle Island National Park, men hvor kun Selingan er åben for besøgende.

Øerne har rede-strande for to arter af havskildpadder – Green Turtle, med det ucharmerende danske navn ‘Suppeskildpadde’, og den noget mindre Karette-skildpadde.

Gæster på den smukke ø har mulighed for både at slappe af og følge arbejdet med havskildpaddebevarelse – og om muligt at se en hun lægge sine æg i sandet.

Deramakot Forest Reserve


Deramakot Forest Reserve er et 555 km2 stort skovområde, som har været udsat for tømmerhugst – en såkaldt sekundær skov. Stedet forvaltes af Sabah Forestry, og det er det første naturlige tropiske regnskovsområde, der har modtaget certificering som ‘well managed‘ gennem FSC.

Deramakot er blevet kendt som stedet, hvor man på natlige safariture ofte kan være heldig at se flere af Borneos vilde kattearter, såsom den ikoniske og meget smukke træleopard. Ud over det er der naturligvis mulighed for at se andre nataktive dyr, såsom mouse deer, colugu og tarsier. Her er desuden også pygmæelefanter, orangutang, banteng (vilde okser) og et rigt fugle og insektliv. Og så er Deramakot bestemt ikke overrendt, og vi har masser af safari-tid.

Hårnålesving på Pamir Highway

Pamir Highway


Pamir Highway (M-41) er en af verdens mest berømte og eventyrlige ruter og verdens næsthøjeste internationale hovedvej (efter Karakoram Highway). Vejen slanger sig gennem Pamirbjergene, og med udgangspunkt i Termiz, Usbekistan, går den via Tadsjikistan til Osh i Kirgisistan.

Det er den eneste sammenhængende rute gennem de ellers ufremkommelige bjerge, og den er forsyningsvej til Tadsjikistans fjerne Gorno-Badakhshan-region. Ruten har været brugt i årtusinder og var vigtig allerede på Silkevejens tid.

Vejen er desuden berømt for sin rå skønhed og høje bjergpas, hvoraf Ak-Baital (4655 m) ved den store Karakul-sø er det højeste.


Yamchun Borg i Wakhan-korridoren

Fæstningsværker fra Silkevejens tid


Wakhan-korridoren har adskillige borge og monumenter fra Silkevejens barndom. I slutningen af 1. årtusind f. Kr. opførtes en række fæstningsværker i det vestlige Pamir på grund af den konstante trussel fra naboerne. En af de ældste og bedst bevarede borge er Yamchun. Den står højt på en klippe over Pyandj-floden med udsigt til alle sider.

Borgens størrelse er slående og vidner om, at den var altafgørende for områdets sikkerhed og for beskyttelse af handelsvejene gennem bjergene og via floden. Herfra var forbindelser til Baktrien (Afghanistan), Indien og Persien.

Området var sikkert mere velstående dengang, og teknologier og religioner udbredtes langs disse ruter. Andre vigtige monumenter i Wakhan-korridoren er således trinpyramider og buddhistiske templer.


Registanpladsen i Samarkand

Vidunderlige Samarkand


“Sweet to ride forth at evening from the wells. When shadows pass gigantic on the sand. And softly through the silence beat the bells. Along the Golden Road to Samarkand”. Sådan skrev James Elroy Flecker i 1913. I dag over 100 år senere er Samarkand stadig den gyldne by med monumenter, der tager pusten fra enhver. Det er en af de der magiske byer, som man bare MÅ besøge.

Herskeren Timur gjorde Samarkand til sin hovedstad i 1300-tallet og fordrev mongolerne. Arkitekter og håndværkere fra det erobrede Persien førtes til byen for at opføre prægtige bygningsværker i Timurs navn. her ligger han begravet, og den verdensberømte Registanplads med de tre smukke madrassaer blev fuldført af hans efterkommere.


Familie foran jurt i Centralasien

Bo som nomader


I Centralasien har jurter været den almindelige boligform, så længe nomaderne kan huske. Den passer perfekt til deres livsstil, hvor man flytter efter årstiderne og hurtigt skulle kunne komme væk, hvis man blev angrebet. Det var hverdagskost for kirgiserne, som altid har været klemt inde mellem stormagterne.

En jurte består af en fleksibel, indre trækonstruktion, som er beklædt med filt. Den kan rejses eller pakkes sammen på et par timer og transporteres på et par heste. Jurten har ét, stort rum, der både fungerer som køkken, stue, børneværelse og soveværelse. Moderne jurter kan være meget bekvemme og udstyret både med senge, brændeovn og solcelleanlæg!

Det er en enestående oplevelse at overnatte i jurter og den bedst tænkelige måde at komme tæt på nomadernes daglige liv.

Pamir Highway


Pamir Highway (M-41) er en af verdens mest berømte og eventyrlige ruter og verdens næsthøjeste internationale hovedvej (efter Karakoram Highway). Vejen slanger sig gennem Pamirbjergene, og med udgangspunkt i Termiz, Usbekistan, går den via Tadsjikistan til Osh i Kirgisistan.

Det er den eneste sammenhængende rute gennem de ellers ufremkommelige bjerge, og den er forsyningsvej til Tadsjikistans fjerne Gorno-Badakhshan-region. Ruten har været brugt i årtusinder og var vigtig allerede på Silkevejens tid. Vejen er desuden berømt for sin rå skønhed og høje bjergpas, hvoraf Ak-Baital (4655 m) ved den store Karakul-sø er det højeste.

Fæstningsværker fra Silkevejens tid


Wakhan-korridoren har adskillige borge og monumenter fra Silkevejens barndom. I slutningen af 1. årtusind f. Kr. opførtes en række fæstningsværker i det vestlige Pamir på grund af den konstante trussel fra naboerne. En af de ældste og bedst bevarede borge er Yamchun. Den står højt på en klippe over Pyandj-floden med udsigt til alle sider.

Borgens størrelse er slående og vidner om, at den var altafgørende for områdets sikkerhed og for beskyttelse af handelsvejene gennem bjergene og via floden. Herfra var forbindelser til Baktrien (Afghanistan), Indien og Persien.

Området var sikkert mere velstående dengang, og teknologier og religioner udbredtes langs disse ruter. Andre vigtige monumenter i Wakhan-korridoren er således trinpyramider og buddhistiske templer.

Vidunderlige Samarkand


“Sweet to ride forth at evening from the wells. When shadows pass gigantic on the sand. And softly through the silence beat the bells. Along the Golden Road to Samarkand”. Sådan skrev James Elroy Flecker i 1913. I dag over 100 år senere er Samarkand stadig den gyldne by med monumenter, der tager pusten fra enhver. Det er en af de der magiske byer, som man bare MÅ besøge.

Herskeren Timur gjorde Samarkand til sin hovedstad i 1300-tallet og fordrev mongolerne. Arkitekter og håndværkere fra det erobrede Persien førtes til byen for at opføre prægtige bygningsværker i Timurs navn. her ligger han begravet, og den verdensberømte Registanplads med de tre smukke madrassaer blev fuldført af hans efterkommere.

Bo som nomader


I Centralasien har jurter været den almindelige boligform, så længe nomaderne kan huske. Den passer perfekt til deres livsstil, hvor man flytter efter årstiderne og hurtigt skulle kunne komme væk, hvis man blev angrebet. Det var hverdagskost for kirgiserne, som altid har været klemt inde mellem stormagterne.

En jurte består af en fleksibel, indre trækonstruktion, som er beklædt med filt. Den kan rejses eller pakkes sammen på et par timer og transporteres på et par heste. Jurten har ét, stort rum, der både fungerer som køkken, stue, børneværelse og soveværelse. Moderne jurter kan være meget bekvemme og udstyret både med senge, brændeovn og solcelleanlæg!

Det er en enestående oplevelse at overnatte i jurter og den bedst tænkelige måde at komme tæt på nomadernes daglige liv.

Trans-aralske jernbane

Den Trans-Aralske Jernbane


Den Trans-Aralske Jernbane blev bygget i 1906 og var i mange år det eneste rigtige bindeled i Centralasien. Jernbanen skærer gennem store dele af Kasakhstan, og skinnerne erstattede de karavaneruter, der før havde forbundet Centralasien med Europa på den gamle Silkevej. Kasakhstan blev nu introduceret til den moderne verden samtidig med, at russerne fik lettere ved at kontrollere det lokale styre.

Toget kører igennem områderne i den nordlige og centrale del af landet med steppe og ørkenlandskab. Landskaberne er betagende, og selve togrejsen er en stor del af oplevelsen. Vi har flere overnatninger på toget og kan fra vinduet nyde de meget forskellige landskaber, vi kører igennem.


Altyn Emel, Kazakhstan

Overraskende landskaber


Kasakhstan er et enormt land og byder på varierende landskaber: vidtstrakte stepper, sneklædte bjerge, dybe røde kløfter, turkisblå søer, gule ørkner, vilde månelandskaber, det Kaspiske Hav. På vores rejse til Kasakhstan oplever vi flere nationalparker, og der er mulighed for både gå- og rideture. Her er meget smukt men kun få turister. Vi skal fx opleve den Syngende Sandklit, Boldenes Dal og Karagiye-forsænkningen, som ligger 132 meter under havets overflade.

Vi skal også se resterne af den engang så store Aralsø, som deles af Kasakhstan og Usbekistan. Inddæmninger af floderne, som forsyner søen med vand, til kunstvanding har gjort, at søen, der engang var verdens fjerdestørste, nu er skrumpet ind til næsten ingenting. En af de største øjenåbnere er de strandede fiskerbåde, der ligger midt i et ørkenlandskab og ruster.


Turkestan på Silkevejen

Den gamle Silkevej


På vores rejse til Kasakhstan rammer vi strækninger af den ældgamle Silkevej. Vi fornemmer ånden fra karavanernes tid, når de møjsommeligt slæbte sig over store strækninger. Vi gør holdt i nogle af de gamle Silkevejsbyer og ser bygninger og arkæologiske udgravninger fra Silkevejens tid.

Vi ser bl.a. ruinerne af oldtidsbyen Otrar. Den blev bygget i det fjerde århundrede f.Kr. og var et handelscentrum, indtil mongolerne jævnede den med jorden i det 13. århundrede. I Turkestan ser vi nogle af Kasakhstans flotteste monumenter fra Silkevejen. Byen var hovedstad for det kasakhiske khan-dømme og lå i knudepunktet på ruten til berømte byer som Samarkand, Bukhara og Khiva (alle i Usbekistan). Turkestan var kendt som det spirituelle og politiske centrum fra det 16. – 18. århundrede.


Kasakhstan - Astana - Præsidentpaladset

Futuristiske byer


Centralasiens hovedstæder er alle kendetegnet ved deres særlige blanding af kommunistisk Sovjetstil og futuristiske bygninger. Kasakhstans hovedstad, Astana, er ingen undtagelse. Den er designet af den japanske arkitekt Kisho Kurokawa, og oliepenge har sponsoreret mange futuristiske bygninger og smukke moskeer. På en måde er det lidt for meget, nogle vil sige kitschet eller smagløst, men det er faktisk også flot.

Vi ser et udvalg af de specielle bygninger samt seværdigheder og parker i både Astana og Almaty. Arkitekturen kan være en lige så stor del af oplevelsen som selve museerne. Vi besøger bl.a. Museet for Kasakhstans Første Præsident, Paladset for Fred og Forsoning og Khan Shatyr-indkøbscenteret.

Den Trans-Aralske Jernbane


Den Trans-Aralske Jernbane blev bygget i 1906 og var i mange år det eneste rigtige bindeled i Centralasien. Jernbanen skærer gennem store dele af Kasakhstan, og skinnerne erstattede de karavaneruter, der før havde forbundet Centralasien med Europa på den gamle Silkevej. Kasakhstan blev nu introduceret til den moderne verden samtidig med, at russerne fik lettere ved at kontrollere det lokale styre.

Toget kører igennem områderne i den nordlige og centrale del af landet med steppe og ørkenlandskab. Landskaberne er betagende, og selve togrejsen er en stor del af oplevelsen. Vi har flere overnatninger på toget og kan fra vinduet nyde de meget forskellige landskaber, vi kører igennem.

Overraskende landskaber


Kasakhstan er et enormt land og byder på varierende landskaber: vidtstrakte stepper, sneklædte bjerge, dybe røde kløfter, turkisblå søer, gule ørkner, vilde månelandskaber, det Kaspiske Hav. På vores rejse til Kasakhstan oplever vi flere nationalparker, og der er mulighed for både gå- og rideture. Her er meget smukt men kun få turister. Vi skal fx opleve den Syngende Sandklit, Boldenes Dal og Karagiye-forsænkningen, som ligger 132 meter under havets overflade.

Vi skal også se resterne af den engang så store Aralsø, som deles af Kasakhstan og Usbekistan. Inddæmninger af floderne, som forsyner søen med vand, til kunstvanding har gjort, at søen, der engang var verdens fjerdestørste, nu er skrumpet ind til næsten ingenting. En af de største øjenåbnere er de strandede fiskerbåde, der ligger midt i et ørkenlandskab og ruster.

Den gamle Silkevej


På vores rejse til Kasakhstan rammer vi strækninger af den ældgamle Silkevej. Vi fornemmer ånden fra karavanernes tid, når de møjsommeligt slæbte sig over store strækninger. Vi gør holdt i nogle af de gamle Silkevejsbyer og ser bygninger og arkæologiske udgravninger fra Silkevejens tid.

Vi ser bl.a. ruinerne af oldtidsbyen Otrar. Den blev bygget i det fjerde århundrede f.Kr. og var et handelscentrum, indtil mongolerne jævnede den med jorden i det 13. århundrede. I Turkestan ser vi nogle af Kasakhstans flotteste monumenter fra Silkevejen. Byen var hovedstad for det kasakhiske khan-dømme og lå i knudepunktet på ruten til berømte byer som Samarkand, Bukhara og Khiva (alle i Usbekistan). Turkestan var kendt som det spirituelle og politiske centrum fra det 16. – 18. århundrede.

Futuristiske byer


Centralasiens hovedstæder er alle kendetegnet ved deres særlige blanding af kommunistisk Sovjetstil og futuristiske bygninger. Kasakhstans hovedstad, Astana, er ingen undtagelse. Den er designet af den japanske arkitekt Kisho Kurokawa, og oliepenge har sponsoreret mange futuristiske bygninger og smukke moskeer. På en måde er det lidt for meget, nogle vil sige kitschet eller smagløst, men det er faktisk også flot.

Vi ser et udvalg af de specielle bygninger samt seværdigheder og parker i både Astana og Almaty. Arkitekturen kan være en lige så stor del af oplevelsen som selve museerne. Vi besøger bl.a. Museet for Kasakhstans Første Præsident, Paladset for Fred og Forsoning og Khan Shatyr-indkøbscenteret.

Tiger's Nest på rejser til Bhutan

Tiger’s Nest


Det specielle kloster Tiger’s Nest (Paro Taktsang) ligger bygget ind i selve klippevæggen og med en fantastisk udsigt over dalen. Det smukke kloster er et “must see” i Bhutan. Vi spadserer op til klosteret, og undervejs ser vi masser af farvestrålende buddhistiske bedeflag langs vejkanten. Den lidt strabadserende vandretur belønner sig.

Vi går i et tempo, så alle kan følge med. Turen op til Tiger’s Nest tager ca. 2½ time. Godt halvvejs flader terrænet lidt ud, og man passerer en række bedemøller. Her er også en café, hvor vi holder en god pause, inden vi fortsætter til klosteret på toppen. Der er en hel speciel energi inde i klosteret, og måske er vi heldige at møde mediterende munke derinde.

Klosteret blev bygget i 1692 i nærheden af hulen (Taktsang Senge Samdup), hvor Guru Padmasambhava i det 8. århundrede siges at have mediteret i tre år, tre måneder, tre uger, tre dage og tre timer. Han har fået æren af at have indført buddhismen i Bhutan og er i dag en guddom i Bhutan.


Lykkebarometer på rejser til Bhutan

Lykkelige Bhutan


På rejsen er vi indbudt til at deltage i et særarrangement med en ”lykkerepræsentant” fra GNH-lykkekontoret (Gross National Happiness), hvor der er 70 ansatte. Gross National Happiness er en filosofi og et koncept under udvikling og kan anskues som et indeks, der bruges til at måle en befolknings samlede “lykke” eller velfærd.

Konceptet blev nævnt for første gang i Bhutans forfatning i 2008. Selve begrebet blev dog født tilbage i 1979 under et interview, hvor kong Jigme Singye Wangchuck udtalte: “Vi tror ikke på et bruttonationalprodukt. Bruttonational lykke er vigtigere”.

Dette er helt særligt for Bhutan. Vi inviteres til foredrag med plads til spørgsmål om lykkemålinger, velfærd og uddannelser i Bhutan.


Rejse til Bhutan

Punakha Dzong


På den anden side af Dochula-passet ligger et af rejsens højdepunkter – den imponerende Punakha Dzong, hvor kongen blev gift. Det er nok den smukkeste dzong (buddhistisk klosterborg) i Bhutan, og alle Bhutans konger er blevet kronet her.

Punakha Dzong har tre gårdspladser. Den første har en enorm, hvid chorten (stupa) og et bodhi-træ. Den anden gårdsplads huser det monastiske område og har to sale. På den sidste gårdsplads findes templet, hvor de hellige rester af Pema Lingpa (en berømt helgen indenfor tibetansk buddhisme) og Zhabdrung Ngawang Namgyal opbevares.

Her findes også De Hundrede Søjlers Sal med farver i guld, rød og sort og vægmalerier, som beskriver Buddhas liv. Massive guldstatuer af Buddha, Guru Rinpoche og den ærværdige Zhabdrung stammer fra midten af 1700-tallet.

Tiger’s Nest


Det specielle kloster Tiger’s Nest (Paro Taktsang) ligger bygget ind i selve klippevæggen og med en fantastisk udsigt over dalen. Det smukke kloster er et “must see” i Bhutan. Vi spadserer op til klosteret, og undervejs ser vi masser af farvestrålende buddhistiske bedeflag langs vejkanten. Den lidt strabadserende vandretur belønner sig.

Vi går i et tempo, så alle kan følge med. Turen op til Tiger’s Nest tager ca. 2½ time. Godt halvvejs flader terrænet lidt ud, og man passerer en række bedemøller. Her er også en café, hvor vi holder en god pause, inden vi fortsætter til klosteret på toppen. Der er en hel speciel energi inde i klosteret, og måske er vi heldige at møde mediterende munke derinde.

Klosteret blev bygget i 1692 i nærheden af hulen (Taktsang Senge Samdup), hvor Guru Padmasambhava i det 8. århundrede siges at have mediteret i tre år, tre måneder, tre uger, tre dage og tre timer. Han har fået æren af at have indført buddhismen i Bhutan og er i dag en guddom i Bhutan.

Lykkelige Bhutan


På rejsen er vi indbudt til at deltage i et særarrangement med en ”lykkerepræsentant” fra GNH-lykkekontoret (Gross National Happiness), hvor der er 70 ansatte. Gross National Happiness er en filosofi og et koncept under udvikling og kan anskues som et indeks, der bruges til at måle en befolknings samlede “lykke” eller velfærd.

Konceptet blev nævnt for første gang i Bhutans forfatning i 2008. Selve begrebet blev dog født tilbage i 1979 under et interview, hvor kong Jigme Singye Wangchuck udtalte: “Vi tror ikke på et bruttonationalprodukt. Bruttonational lykke er vigtigere”.

Dette er helt særligt for Bhutan. Vi inviteres til foredrag med plads til spørgsmål om lykkemålinger, velfærd og uddannelser i Bhutan.

Punakha Dzong


På den anden side af Dochula-passet ligger et af rejsens højdepunkter – den imponerende Punakha Dzong, hvor kongen blev gift. Det er nok den smukkeste dzong (buddhistisk klosterborg) i Bhutan, og alle Bhutans konger er blevet kronet her.

Punakha Dzong har tre gårdspladser. Den første har en enorm, hvid chorten (stupa) og et bodhi-træ. Den anden gårdsplads huser det monastiske område og har to sale. På den sidste gårdsplads findes templet, hvor de hellige rester af Pema Lingpa (en berømt helgen indenfor tibetansk buddhisme) og Zhabdrung Ngawang Namgyal opbevares.

Her findes også De Hundrede Søjlers Sal med farver i guld, rød og sort og vægmalerier, som beskriver Buddhas liv. Massive guldstatuer af Buddha, Guru Rinpoche og den ærværdige Zhabdrung stammer fra midten af 1700-tallet.

Terrakottahæren i Xian

Terrakottahæren i Xian


Den verdensberømte terrakottahær blev skabt af Qin Shi Huang. Gennem at erobre og forene stridende småstater samlede han Kina, grundlagde Qin-dynastiet og blev Kinas første kejser. Han forbandt mange individuelle konstruktioner til en samlet Kinesisk Mur, men han var også plaget af storhedsvanvid og besat af tanken om udødelighed.

Det siges at Qin Shi Huang døde efter indtagelse af kviksølvpiller ordineret af hans hoflæge. Ironisk nok skulle pillerne have givet kejseren evigt liv. Det tog tusindvis af arbejdere 40 år at bygge det enorme mausoleum. Terrakottahæren er en tro kopi af kejserens hær, og ikke to af de 15.000 statuer er ens.

Hæren skulle sikre kejseren samme militære magt i det næste liv og udgjorde også en substitut for levende ofre.


Dunhuang i Kina

Dunhuang – Mogao Buddhahuler


Dunhuang er et af rejsens højdepunkter. Vi skal se de fantastiske Mogaohuler, som er kulminationen på buddhistisk kunst og repræsenterer verdens rigeste samling. Dunhuang lå så afsides, at byen ikke blev berørt af den islamiske ikonoklasme, som ramte de andre buddhahuler i Kina.

Derfor findes store mængder håndskrifter, statuer og vægmalerier bevaret i Mogaohulerne, hvoraf nogle går helt tilbage til det 4. århundrede. Ikke alle 492 huler er åbne for offentligheden, og man bestemmer ikke selv, hvilke huler, man vil besøge. Typisk oplever man 8 huler, der fremvises ved guidet rundvisning (det er ikke tilladt at gå rundt på egen hånd).

I Mogao findes de mest fantastiske og velbevarede vægmalerier i alle farver og kolossale buddhastatuer, der tager pusten fra én.


Geder i lokal landsby nær Silkevejen

Kashgar søndagsmarked


Kashgar er en af de ældste og vigtigste byer i Xinjiang, der også betegnes som ”Kinas Centralasien” og i det store hele minder meget mere om Centralasien end om resten af Kina. Det gamle kinesiske ordsprog – ”Der er højt til himlen, og kejseren er langt borte” – kunne vel være sagt om Kashgar og Xinjiang.

Det er på mange måder et eventyrland, som på trods af sine vigtige silkevejsbyer stadig er forholdsvis ukendt og besøges af få turister. Vi indsnuser atmosfæren af den gamle bydel, hvor de lokale faldbyder kunsthåndværk til lyden af hammer og mejsel og skrydende æsler.

Søndag er markedsdag i Kashgar, og vi besøger den legendariske basar, som er et af rejsens højdepunkter. Selvom Kashgar er en by i udvikling, fornemmer man stadig historiens vingesus i denne ældgamle silkevejsby. Uigurernes traditionelle liv fortsætter ufortrødent, og vi kigger indenfor i mørke bagerier og pottemagerværksteder, hvor metoderne har ændret sig meget lidt i århundreder.


Registanpladsen i Samarkand

Samarkand og Bukhara


Bukhara var en vigtig station på Silkevejen og er en vidunderlig velbevaret middelalderby. Når man vandrer rundt i Bukharas ældgamle gader og basarer, bringer lyde, lugte og synsindtryk én tilbage i tiden. Udover at være Centralasiens hellige by, blev den også et center for alverdens lærdom. Vi skal se et udvalg af moskeer, minaretter og madrassaer, mens guiden og rejselederen fortæller om byens turbulente historie.

Usbekistans mest berømte by er Samarkand, der blomstrede under Timur Lenk (1368-1405). Han gjorde byen til rigets hovedstad, og mange af de historiske bygninger stammer fra dette dynasti. Hele dagen er afsat til Usbekistans fineste seværdigheder – fx Registanpladsen, som har gjort byen så berømt, og som pryder forsiden på næsten enhver turistbrochure.

Terrakottahæren i Xian


Den verdensberømte terrakottahær blev skabt af Qin Shi Huang. Gennem at erobre og forene stridende småstater samlede han Kina, grundlagde Qin-dynastiet og blev Kinas første kejser. Han forbandt mange individuelle konstruktioner til en samlet Kinesisk Mur, men han var også plaget af storhedsvanvid og besat af tanken om udødelighed.

Det siges at Qin Shi Huang døde efter indtagelse af kviksølvpiller ordineret af hans hoflæge. Ironisk nok skulle pillerne have givet kejseren evigt liv. Det tog tusindvis af arbejdere 40 år at bygge det enorme mausoleum. Terrakottahæren er en tro kopi af kejserens hær, og ikke to af de 15.000 statuer er ens.

Hæren skulle sikre kejseren samme militære magt i det næste liv og udgjorde også en substitut for levende ofre.

Dunhuang – Mogao Buddhahuler


Dunhuang er et af rejsens højdepunkter. Vi skal se de fantastiske Mogaohuler, som er kulminationen på buddhistisk kunst og repræsenterer verdens rigeste samling. Dunhuang lå så afsides, at byen ikke blev berørt af den islamiske ikonoklasme, som ramte de andre buddhahuler i Kina. Derfor findes store mængder håndskrifter, statuer og vægmalerier bevaret i Mogaohulerne, hvoraf nogle går helt tilbage til det 4. århundrede.

Ikke alle 492 huler er åbne for offentligheden, og man bestemmer ikke selv, hvilke huler, man vil besøge. Typisk oplever man 8 huler, der fremvises ved guidet rundvisning (det er ikke tilladt at gå rundt på egen hånd). I Mogao findes de mest fantastiske og velbevarede vægmalerier i alle farver og kolossale buddhastatuer, der tager pusten fra én.

Kashgar søndagsmarked


Kashgar er en af de ældste og vigtigste byer i Xinjiang, der også betegnes som ”Kinas Centralasien” og i det store hele minder meget mere om Centralasien end om resten af Kina. Det gamle kinesiske ordsprog – ”Der er højt til himlen, og kejseren er langt borte” – kunne vel være sagt om Kashgar og Xinjiang. Det er på mange måder et eventyrland, som på trods af sine vigtige silkevejsbyer stadig er forholdsvis ukendt og besøges af få turister.

Vi indsnuser atmosfæren af den gamle bydel, hvor de lokale faldbyder kunsthåndværk til lyden af hammer og mejsel og skrydende æsler.

Søndag er markedsdag i Kashgar, og vi besøger den legendariske basar, som er et af rejsens højdepunkter. Selvom Kashgar er en by i udvikling, fornemmer man stadig historiens vingesus i denne ældgamle silkevejsby. Uigurernes traditionelle liv fortsætter ufortrødent, og vi kigger indenfor i mørke bagerier og pottemagerværksteder, hvor metoderne har ændret sig meget lidt i århundreder.

Samarkand og Bukhara


Bukhara var en vigtig station på Silkevejen og er en vidunderlig velbevaret middelalderby. Når man vandrer rundt i Bukharas ældgamle gader og basarer, bringer lyde, lugte og synsindtryk én tilbage i tiden. Udover at være Centralasiens hellige by, blev den også et center for alverdens lærdom. Vi skal se et udvalg af moskeer, minaretter og madrassaer, mens guiden og rejselederen fortæller om byens turbulente historie.

Usbekistans mest berømte by er Samarkand, der blomstrede under Timur Lenk (1368-1405). Han gjorde byen til rigets hovedstad, og mange af de historiske bygninger stammer fra dette dynasti. Hele dagen er afsat til Usbekistans fineste seværdigheder – fx Registanpladsen, som har gjort byen så berømt, og som pryder forsiden på næsten enhver turistbrochure.